03.05.11 – The Handsome Family – Loppen, København

Blandede bolcher fra The Handsome Family

Jeg har altid haft det lidt blandet med The Handsome Family. På den ene side, så laver de nogle virkelig gode numre, men på den anden side ikke nogle specielt gode albums. Dertil er de gode numre for få. Den slags kan der rådes bod på live. For med otte albums på bagen, så er der rigeligt af gode numre at fylde en koncert ud med. Og det gjorde ægteparret Brett og Rennie Sparks også, men desværre var Bretts baryton ikke nær så imponerende live som den er på album. Han manglede melodien i vokalen live, hvilket stod tydeligst på et nummer som ”Weightless Again” fra duoens gennembrudsalbum Through the Trees (1998). Og når melodien ofte bæres frem af vokalen i The Handsome Familys univers, så er det et problem, at vokalen ikke kan følge med live. Endnu større var problemet når det kun var Brett og Rennie Sparks der stod på scenen – Brett på guitar og Rennie primært på banjo, men også bas – og deres håndtering af instrumenterne heller ikke kastede de store melodier af sig.

Noget af det de lavede fungerede dog. For i stedet for at servere store americana-numre, så gav The Handsome Family det fremmødte publikum små støvede sange, der ville passe perfekt ind på enhver snusket bar. I det univers passede numre som ”The Woman Downstairs” og ”The Bottomless Hole” til gengæld noget nær perfekt ind. På album er ”The Woman Downstairs” en stille ballade fra start til slut, men live blev der virkelig rusket op i den, og den skiftede på fornem vis mellem det stille og det rockede. Coverversionen af Bascom Lamar Lunsford sang fra 1928 “Wish I Was A Mole In The Ground”, som Brett fremførte alene efter et ønske fra en fra publikum, hørte også til et af aftenens højdepunkter – om end Rennie vist ikke brød sig om den, da hun ikke mente, at teksten gav nogen mening. Og det kan hun for så vidt have ret i.

På liveversionen af ”My Sister’s Tiny Hands” lød The Handsome Family som Willard Grant Conspiracy – men desværre var det endnu en gang vokalen, der var det store problem. Brett Sparks er bestemt ikke nogen Robert Fisher live. Til gengæld fungerede ”So Much Wine” rigtig godt. Det var det eneste nummer hvor Brett og Rennie fik lige meget tid bag mikrofonen. Rennie er heller ikke nogen stor sanger, men der er en autentisk klang over hendes vokal, som det er svært ikke at lade trænge ind under huden.

Mellem numrene gik Brett skiftevis og gryntede lidt for sig selv eller henvendte sig direkte til publikum med historier og Donald Trumps hår, at Jorden vil gå under den 21. maj i år og ikke mindst om Osama Bin Ladens nylige død. Eller ikke-død. Rennie forsøgte sig også med nogle historier, men havde hårde odds, da Brett lod til at synes, at han var den mest interessante at lytte på af de to. Det var han ikke, og koncerten ville have løftet sig yderligere, hvis de ville have holdt sig til at fortælle de historier, der lå bag sangene, i stedet for om alt muligt andet. For når de gjorde det, så løftede de efterfølgende sange sig også.

Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar