03.05.2019 – Dawn Of Demise – Beta, København

DawnOfDemise-Presse2018-1050x700

Dansk dødsfest i Beta

Egentlig skulle Blood Eagle have varmet op for dødsrockerne fra Silkeborg, men Blodørnene blev i sidste øjeblik erstattet med Deadflesh fra Roskilde, som viste sig at være en solid afløser med masser af bid fra de grinende kranier, tatoveret nærmest overalt på den langlemmede sanger og guitarist.

Deadflesh (7)

Selvom de har eksisteret i 25 år, er der alligevel kun kommet en mindre håndfuld plader ud af roskildegenserne, hvilket kan undre, når man oplever det talent og spilleglæde, de tre fyre og den kvindelige High Priestess på bas fyrede af denne aften. De var tydeligvis glade for at kunne levere deres riffbaserede old school death metal for det proppede Beta, og publikum kvitterede med højlydt begejstring, når drengene og Hell-e gav den gas på scenen. Der gik da heller ikke mere end et par numre, før hårelastikkerne forsvandt og der blev headbanget igennem til de tonstunge rytmer, der sad med skalpelskarp præcision. Lydkvaliteten var i top, og det lille klublokale ved siden af storebror i Amager Bio skabte de perfekte rammer for en solid dødsfest for de indbudte. Således godt growlet op af et yderst kompetent og super sympatisk dødsmetal, var det tid til de lige så rutinerede herrer fra DOD.

Dawn Of Demise (8)

Det lyder som en kliché, men bassist og bror til sangeren, Scott, er godt to meter høj og består af ca. 120 kilo rå muskelmasse, dækket med en masse skæg og hår ned til røven – og så hedder han Bjørn! Kliché kan man til en vis grad også sige om DODs musik, som siden debuten for godt femten år siden ikke har ændret sig synderligt. Der er stadig tale om den samme old school death, som deadflesh praktiserer, men med et noget højere teknisk niveau, blandt andet eksekveret af de to kompetente guitarister på flankerne.

Og så er der Scott.

En lige så bamset bjørn som brormand på bas, og med tilsvarende hårpragt, der blev hvirvlet godt rundt til de tonstunge rytmer. Vokalen er som snydt ud af Frank Mullen fra Suffocation – og det er der fandme ikke mange der kan gøre efter – og er man til den slags hardcore død, er DOD ikke til at komme udenom.

Og med ét smider Scott trøjen, med en oprigtig advarsel til de tilstedeværende kvinder om ikke at dåne ved synet. Og det bliver meget symptomatisk for tonen mellem numrene, hvor Scott med en forbløffende lys og fin stemme underholder publikum om dette og hint og skaber en hyggelig stemning mellem al den død og lemlæstelse, musikken egentlig handler om. Og det var hyggeligt at være i selskab med DOD, samtidig med at de fik skabt et buldrende moshpit foran scenen den sidste halve time. Men jeg er sikker på, at Frank Mullen ALDRIG hygger med sit publikum – og på den måde er DOD et meget lokalt band, der mestrer kunsten at nusse publikum, mens de smadrer løs med det mest kompetente dødsmetal, jeg længe har hørt. Men er du til det uforsonlige, kompromisløse, kvælningsfremkaldende og tændervridende dødsmetal kan jeg anbefale en koncert med Suffocation.

Karakter

8 Karakter
8
Tags from the story
,

Skriv et svar