03.07.10 – Bad Lieutenant – Arena, Roskilde Festival

Bad Lieutenant på Roskilde Festival 2010 (Foto: Claus Michaelsen)

New Order og Joy Division gav koncert på Arena

Det var nærmest absurd at være vidne til koncerten med Bad Lieutenant på Arenas store scene lørdag aften. Kom man for at høre bandet med navnet scoret fra en fremragende Abel Ferrara film, blev man skuffet. Kom man i håb om, at få serveret klassiker på klassiker fra henholdsvis New Order og Joy Division var man til gengæld inde for en treat, for det var præcis hvad bandet leverede. Ikke at briterne skal høre et ondt ord for det, for det er indiskutabelt her guldet ligger, men selv hvis man som undertegnede synes, at de to ovenstående bands er Guds gave til menneskeheden, gik man slukøret fra den 75 min. lange koncert.

New Order – undskyld Bad Leiutenant havde det hele og smed det på gulvet. De havde både trumf og esser i ærmet med store klassikere fra bagkataloget, men kæmpede med både lydproblemer og svigtende vokal.

Da de fire gutter entrerede Roskildes næststørste scene, var man overbevist om, at noget stort var i vente. Stephen Morris Fra New Order satte sig bag trommerne med stikkerne i tændt positur og Phil Cunningham fra britpopperne Marion iklædte sig guitar, mens Bernhard Sumner fra den nye orden smilende bød velkommen. Fra da af blev det dog småt med smil, for tekniske problemer skulle skæmme koncerten adskillige gange under sættet.

Allerede på andet nummer var vi tilbage i New Order regi med ”Regret” fra Republic og det stod ærgerligt nok klart, i modsætning til lyden, at det skulle blive en mudret affære. Teltet var halvfyldt, hvilket kunne undre, men med tanke på Kashmir og Beach House spillende på samme tidspunkt, var det hårde odds New Order – undskyld Bad Lieutenant var oppe imod.

Da tonerne til ”Ceremony” blev slået an, var der til gengæld mange smil på ansigterne rundt omkring i Arena. Sumner er blevet en velpolstret herre, men hans tiltagende mave generede ikke hans guitararbejde, som fungerede fortrinligt under den gamle klassiker. Apropos guitar var der ikke synderlig meget saft og kraft i lyden, på trods af hele tre guitarister. Det blev heldigvis bedre og mere vægtigt, som koncerten skød frem.

De fire englændere stod på scenen i casual kluns og kunne såmænd lige så vel have været gæster til et grillparty, som musikere på noget nær det bedste tidspunkt af festivalen. Nu er tøj jo ligegyldigt, men det afspejlede den noget tilbagelænede tilgang, bandet havde til musikken. Der var lidt just another day at the office stemning over drengene og det smittede helt ud i teltet og jeg kunne personligt have ønsket mig væsentligt mere engagement under seancen.

Sumner kommenterede det engelske landsholds alt for tidlige exit i VM ofte mellem numrene og det blev en kende for jovialt for min smag. Måske var tidspunktet forkert, men publikum virkede lade og inaktive under store dele af koncerten. Sumners vokal har aldrig været stærk, men har levet fint i kraft af Peter Hooks unikke baslyd, men på Arena kom han altså til kort i de få sange der var fra Bad Lieutenants debut.

I det hele taget kneb det med vokalen og Sumner fik af samme årsag ødelagt milepælen ”Love Will Tear Us Apart” med svært hørbar stemme, som han forsøgte at kompensere for med umotiverede skrig. Dét skal man ikke med så fint og melankolsk et nummer og det som syntes utænkeligt, at fucke så fantastisk et nummer op, lykkedes desværre for Sumner.

Herefter gik det for alvor galt, for ikke bare to men guddødemig tre gange, forsøgte New Order – undskyld Bad Lieutenant, at få skudt elektroklassikeren ”Bizarre Love Triangle” fra den fremragende Technique i gang, og Sumner var tydeligt tæt på at eksplodere over problemerne. ”Can we play it or not”, ”Who´s in charge” spurgte han gentagende gange med iltert ansigt ud mod scenearbejderne og da ingen svarede, blev ”Fuck Off” hans sidste ord i den sag. Da ”Bizarre Love Triangle” endelig kommer fra scenen, er den ikke ventetiden værd. Den præsenteres i en ny version, men den kommer aldrig op at ringe for alvor og mangler helt den effektivitet man kender. Måske skulle gutterne have ladet de technique(ske) problemer styre og afstå fra at spille den.

Bandet virkede trætte i koderne, Jake Evans gnasker tyggegummi, mens Sumner småsludrer og bæller hvidvin mellem numrene. Underligt nok tager fanden ved Sumners indimellem og han går i knæ på scenen med sine 90+ kilo under flere soloer, men det bliver altså mere ufrivillig komisk, end egentlig virkningsfuldt uanset de gode intentioner.

Vi får ”Crystal” fra Get Ready, som bliver aftenens bedste nummer, et enkelt nummer fra Electronic perioden, ”Temptation” fra de tidlige New Order dage og ”Transmission” fra Joy Division kataloget. Under de numre er det tydeligt, hvad folk er kommet for at høre og på det grundlag er setlisten faktisk helt fornuftig.

En aften som jeg gik til med frydefuld forventning, endte som en middelmådig præstation, på trods af helt store evergreens i kufferten. Svigtende vokal, halvskidt lyd, tekniske problemer og for mange irriterende pauser, kommer desværre til at stå som efterskriften, på hvad burde have været en af de helt store koncerter på dette års festival.
[nggallery id=98]

Skriv et svar