03.07.10 – Muse – Orange Scene, Roskilde Festival

Muse på Roskilde Festival 2010 (Foto: Claus Michaelsen)

Mægtige Muse med mangler

Muse må betegnes som et af årets absolutte hovednavne på årets Roskilde Festival. Via sidste års The Resistance har de formået på samme tid at eksperimentere og at nå ud til et lidt bredere publikum, og har udviklet sig til et stadionband, der kan fylde enhver arena verden over. Den opgave klarede Muse også i aften – plænen foran Orange Scene var pakket, og forventningerne var store.

Matthew Bellamy var klædt i et jakkesæt af palietter, og i koncertens indledning gjorde han brug af en to-halset guitar. Og apropos guitar så foldede han sig ud som en fabelagtig rockguitarist. Der blev ikke sparet på guitarlir fra hans side i aften, og når han på samme tid synger så hamrende godt, burde der ikke være en finger at sætte på hans præstation. Og dog. Bellamy virkede så optaget af et stramt og kompetent show på scenen, at han aldrig kom helt ud over scenekanten via lidt ekstra karisma og publikumskontakt. Kontakten stod Dominic Howard primært for bagved sit enorme trommesæt. Det var positivt at høre lidt til ham, men når man er Matthew Bellamy fra Muse, så kan man godt forvente lidt mere fra den kant.

Åbningen med ”Uprising” og ”Supermassive Black Hole” kunne have været mere powerfuld, men power fik vi så rigeligt af under ”Time is Running Out”, ”Stockholm Syndrome” og ”Plug in Baby”, hvor det var hård rock der blev kastet ud mod publikum, som kvitterede med at hoppe og synge. Muse behøvede ikke at igangsætte hverken hop eller sang – det kom helt af sig selv.

Med det seneste album er Muse blevet et mere bredt favnende og farverigt band, og de formår at kaste sig ud i projekter, som de mestrer til fulde. Det viste de fremragende på både ”I Belong to You” og ”United States of Eurasia”, hvor Bellamy gik til klaveret og sammen med Dominic Howard og Christopher Wolstenholme leverede smukke ballader, der klædte den mørke himmel og bandets medbragte lasershow godt. Afslutningen med ”Knights of Cydonia” var velvalgt og gjorde setlisten komplet. Helheden blev dog forstyrret af små mellemspil mellem enkelte numrene, som var fra Nirvana, AC/DC, The Animals og Ennio Morricone. Det var forstyrrende og uforståeligt med det stærke repertoire Muse selv har.

Heldigvis kom Muse omkring hele deres repertoire, og når det sidder i skabet, som det gjorde i aften, bør der umiddelbart ikke være noget at sætte på koncerten. Alligevel manglede den sidste gnist og liv. Muse var hamrende dygtige og nærmest overlegne på scenen, men hele forestillingen endte med at synes pakket, planlagt og rutineret helt ned til sidste detalje, og her savnede jeg en lille smule løssluppenhed og nærkontakt, som kunne have ledt vejen fra Muse og direkte ind i hjerterne hos det store publikum.

Vi var dog taknemmelige, og jubelen var stor under hele koncerten. Muse havde nok allerede en plads i de flestes hjerter inden koncerten, og giver de lidt mere af sig selv og undlader af hvile på laurbærrene, så fastholdes den plads formentlig langt ind i fremtiden.
[nggallery id=99]

Skriv et svar