02.07.10 – Nephew – Orange Scene, Roskilde Festival

Nephew på Roskilde Festival 2010 (Foto: Claus Michaelsen)

Forudsigeligt fedt

Hvad finder de mon på i dag? Det var et spørgsmål der summede hos mig op til Nephews indtog på Orange Scene. De har vundet tusinder af fans’ hjerter. De har materialet til at udfylde en kompetent setliste. De har størrelsen til både lyd- og publikumsmæssigt at fylde den store scene. Men om Nephew kunne overraske og forny sig på en livescene, og derved løfte niveauet videre fra de efterhånden hundredvis af koncerter de har givet landet, skulle blive spændende. Hvad gør man for at leve op til live-udgivelsen 07.07.07 fra 2007? At der bag Orange Scene stod en enorm kran gav forhåbninger om spas og løjer.

Et nyt album kan gøre meget i forhold til fornyelse, og åbningen med de nye ”Danmark Man Dark” og ”Va Fangool!” kunne ikke have været meget bedre. Simon Kvamm var tændt – så tændt at hans energi momentvis var tæt på at gå ud over hans sang. Rolig nu, Simon. Andet var der ikke at sætte på Kvamms rolle som frontfigur i aften – han er en stor sanger og entertainer, og han fastholdt den enorme energi i samtlige koncertens 90 minutter. Valget af setliste er der ingen grund til at grave dybere i. Det var en hitparade, og at dømme efter en enig og stuvende fyldt plæne foran Orange Scene, så var udvalget helt perfekt.

En gæsteliste til scenen er oplagt i forhold til overraskelse og fornyelse, men hvor var L.O.C. på ”Hospital”? Simon Kvamm klarede selv rap-sekvenserne , og fornemmelsen af uforløsthed voksede gennem nummeret. Men han kom. L.O.C. kom denne gang sent ind i nummeret, og uforløstheden blev sprunget i luften af det jubelbrøl, der lød fra de 50.000 mennesker. Søren Huss gæstede på ”Sov For Satan Mand”, og besøgstiden var hermed overstået – troede man. For pludselig rørte den store kran på sig. ”Darth Vader” var blevet suppleret med mindst 500 lyssværd blandt den forreste del af publikum, og nummeret gik over i et hårdt og ravet remix af Basement Jaxx-nummeret ”Where’s Your Head At?”, mens en lille platform blev sænket ned mod scenekanten fra mørket over Orange Scene. Iklædt hestehoveder stod DJ/producer-duoen White Pony på platformen i kranen, og for en kort stund var der spillet op til ravefest på Orange. Publikum var med på legen, og i nogle minutter blev der danset og hoppet i en grad, som Nephews musik ikke alene havde kunne lægge op til.

De kom. De spillede. De sejrede. Med den voksende status i dansk musik har også fulgt delte meninger og forventninger til nevøerne. Men på scenen virker Nephew ikke mærket af det. De leverer et show, som de langsomt udbygger fra år til år. Der blev i aften igen leget med lyd, lys og ord, og efterhånden har Danmark lært at lege med. Det kan forekomme meget rutinepræget til tider, og det gjorde det såmænd også i aften, men så længe de holder den energi og nerve, som var til stede, så jeg står gerne foran Orange Scene om et par år, når Nephew spiller op til dans igen.
[nggallery id=100]

Skriv et svar