03.07.10 – Titus Andronicus – Pavilion, Roskilde Festival

Hypen om det amerikanske band Titus Andronicus er endnu ikke nået hele vejen til Danmark. Derfor var der heller ikke så mange mennesker da amerikanerne indtog Pavilion scenen lørdag nat kl. 01. Men de der var mødt op fik en fornem opvisning i punket indierock, der kom godt omkring bandets to albums – med hovedvægten på dette års flotte og intensive The Monitor.

Titus Andronicus er fra New Jersey, og bandet er ofte blevet sammenlignet med Bruce Springsteen. Sammenligningen holder et stykke hen ad vejen, men så alligevel ikke helt. Men tilsætter man noget Gaslight Anthem og noget Bright Eyes anno Lifted or the Story Is in the Soil, Keep Your Ear to the Ground (2002), så rammer man Titus Andronicus ganske godt. Særligt forsanger Patrick Stickles’ vokal minder om Connor Oberst’. Nogle gange så meget at man næsten skulle tro, at det var intentionen. Det gjorde nu slet ikke noget, for Stickles og resten af bandet leverede en stor præstation, der i den grad fik den fremmødte publikum op på mærkerne. Der blev ikke hoppet rundt, men nikket stille med, for selvom de ofte ganske lange numre har et umiskendeligt punkdrive, så musikken mere ovre i indierocken.

Lyden til koncerten var nok den højeste af de koncerter jeg fik besøgt, og det klædte musikken rigtig godt. For når de stille og til tider syrede passager blev erstattet af mere larmende af slagsen, hvor Stickles fik lov til at skrige sin sjæl ud, så kunne det virkelig mærkes. I krop og ører.

Det er ikke uden grund, at Titus Andronicus af flere musikmedier er blevet udpeget som et af de bands man skal holde øje med i 2010. Det viste aftenens koncert, og de der valgte den fra kan godt begynde at ærgre sig.

Skulle man sidde og undre sig over hvor bandet har sit navn fra, så stammer det fra William Shakespeares første tragedie af samme navn, som han formentligt skrev i starten af 1590erne.

Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar