03.07.11 – I Was A King – Pavilion, Roskilde Festival

I Was King på Roskilde Festival 2011 (foto: Claus Michaelsen)

Tilbagelænet søndagskoncert fra nord

Det norske band I Was A King skulle søndag middag kaste lidt liv i vores efterhånden værkende og godt brugte kroppe. Solen stod varmt og skinnende på himlen og supplerede det nordiske bands tilbagelænede retrorock på fin vis.

Seks mennesker indfandt sig afslappet på scenen med en attitude som skulle de drikke eftermiddagskaffe i venners selskab. Halvdelen var klædt i rødt og der var ikke tænkt i stilistiske iklædninger, der kunne signalere hvilken type musik eller genre, vi skulle møde. Måske bortset fra den mandlige forsangers bløde fløjlskasket, der sendte ens tanker tilbage til San Francisco´s flowers in your hair æra. Han lignede Martin Carr fra hedengangne Boo Radleys og dét band har endvidere det tilfælles med I Was A King, at de søger den store 60´er sang.

Lyse tostemmige kælne vokaler serveres i et arrangement af forsigtigt støjindsvøbte guitartoner, mens keyboard og lapsteel-guitar fuldender fortidslydbilledet. Der sendes en høj grad af fine melodier ud over det trætte publikum, der henkastet lytter med, men imødekommende klapper mellem numrene. Den ros skal iøvrigt gå til festivalens publikum generelt, at de fandme altid sørger for, at bands føler sig godt tilpas og velmodtaget.

Stilfærdige sange veksler med mere uptempo sager, hvor der trykkes lidt mere igennem. Indimellem giver lapsteelen en odør af country, men ellers er det solide 60´er inspirerede sange uden de store dikkedarer bandet frembringer. Jeg står ofte med tankerne på et band som skotske Teenage Fanclub og de indeholder lidt samme problem som I Was A King, nemlig at det bliver lidt for velfriseret i længden. Det stritter simpelthen for lidt musikalsk og der mangler noget der for alvor stikker ud, der kan fastholde min opmærksomhed og pirre mine sanser. At bandet præsenteres som en blanding af solfyldt 60´er rock iblandet en god portion 90´er grunge fatter jeg ikke, for der er ikke skyggen af grunge under den timelange koncert.

Der er dog ikke en finger at sætte på musikernes kunnen og udførelse. Det er gjort med overskud og godt habilt sammenspil med indgroet fornemmelse for de enkle virkemidler. De gør dog en kende for lidt væsen af sig på scenen og man får lyst til bare at sætte sig ned og lukke øjnene i stedet for at fokusere på det der sker deroppe. Den slags har bestemt også værdi, men på en træt søndag ville lidt mere action være at foretrække. Der er heller ikke meget spræl i kontakten til publikum. Momentane ”tak skal I have” og ”vi har to numre tilbage at spille”, er hvad nordmændene kan svinge sig op til. For de som indtager tonerne uden for teltet, er det dog en perfekt og afslappet indledning til en slap og solrig søndag.

Koncerten er bedst når der kommer lidt energi og tempo ind i musikken. Når de pæne sange rundes af med saftigt støjende klimakser. Det eksemplificeres allerbedst på det afsluttende nummer. Her sker der langt om længe noget for alvor med lange gnistrende, helt Neil Youngske soloer og en tiltagende mur af støj. Dejligt endeligt at se nordmændene give los for guitar og personlighed, for I Was A King er et herligt band, når de gider støje lidt.

Skriv et svar