03.07.11 – Screaming Females – Pavilion, Roskilde Festival

Kickass på falderebet

Hvor er det nogle gange opløftende at vade tilfældigt forbi en koncert med et band man aldrig har hørt om og så få så gevaldigt et spark i røven. Søndag aften hvor man tuller rundt og er vægelsindet om, hvorvidt man skal afslutte sine fire lange dage og smutte hjem til hverdagen, eller lige få en sidste tur på opleveren. New Jersey trioen Screaming Females måtte lige tjekkes på falderebet, alene på grund af navnet. Det burde nu skrives i ental, for trioen bestod af én kvinde. Marisa Paternoster fyldte til gengæld scenen så rigeligt ud, at bandet måske af den grund kunne staves i flertal.

Sikken energi og nerve den lille kvinde indeholdt. Hun skiftevis sang, skreg, hvinede og brølede med mikrofonen helt inde i munden og sugede simpelthen al opmærksomhed til sig. Iklædt sort, som resten af bandet i øvrigt – man er vel et garageband – forrevne strømper og nusset kjole, sønderbankede hun tilhørerne om og om igen. Vel sang hun skidt, men hvad gjorde det med den overbevisende approach. Hun må være født med rock´n´roll i modermælken og jeg er sikker på hun kom ud som et lyn, da hun kom til verden. Der blev ikke sagt meget mellem numrene og det fastholdt energien i teltet. Lidt kig på bassist King Mike – med det navn tager man sgu ikke sig selv for alvorligt – og trommeslager Jarrett Dougherty og så frem over isen på ny.

De to herrer udfyldte deres roller uden slinger i valsen og selvom der røg en bøf eller tre ud over scenekanten indimellem, gjorde det ikke spor. Tværtimod gav det et islæt af en vild dag i øvelokalet. De flestes øjne var rettet mod tornadoen Paternoster som behandlede sin guitar med en sådan intensitet og tightness, at de fleste ligesindede mænd bare kan komme an. Hun var i sin helt egen verden på planet rock og spillede med en dedikation og frækhed, der smittede helt ned i ens hårdt prøvede fødder i en sådan grad, at de på forunderlig vis valgte på egen hånd, at skide højt og flot på smerter og bare hoppe med. Korte garage-punkede numre spillet skarpt og til benet, med en glød og glæde der er essencen i rock, gav en befriende uforstillet oplevelse og man blev simpelthen glad i låget over sådan en gedigen endefuld inden exit fra årets festival.

Godt gået kvinde!

Skriv et svar