03.07.15 – Kendrick Lamar – Orange, Roskilde Festival

KendrickLamar-Press2015-1050x700

Længe leve hans majestæt Kong Kendrick

Lettere forsinket dukkede Kendrick Lamar op på Orange klar til at indtage sin plads som Kongen af Roskilde Festival. Uden videre anstrengelse og uden den mindste slinger i valsen havde den 28-årige amerikanske rapper publikum i sin hule hånd fra første rim. Hvad han end hev op af hans bagkatalog fik han sunget tilbage ufejlbarligt af et publikum foran Orange, der sjældent har været så tændt! Køen til pit strakte sig før koncerten så langt som over til Pavilion. Er det sket før?

Der er noget ganske magisk over Kendrick Lamar. Umiddelbart ser han ganske almindelig ud, når han træder ind på scenen i sine hvide ripped jeans og en mørkeblå t-shirt. Men Kendrick Lamar har en evne til at overrumple sit publikum med sin lyrik og på Orange med sit energiniveau. Siden han spillede på Arena for to år siden, har Kendrick Lamar taget syvmile skridt med sin sceneoptræden. Engageret i publikum og drevet af det rasende høje energiniveau i den ekstatiske folkemængde lod Kendrick sig føde af begejstringen. Med et overraskende stort fokus på 2012 albummet good kid, m.A.A.d city vekslede Lamar mellem sangene og inspirationstaler til de mange hard core fans, der labbede hans lettere klichéfyldte visdomsord i sig. Forståeligt nok at han lader sig forføre af den åbenlyse tilbedelse, men ærgerligt for på trods af hans egen åbenlyse overbevisning om sandheden i hans ord, så er Kendrick Lamar stærkest i sit udtryk, når han rapper sin fantastiske lyrik.

”Backseat Freestyle” tændte en ild i folket foran scenen, og på få sekunder blev de første moshpits dannet, og støvskyerne rejste sig over Orange. Glimtvis demonstrerede Lamar sit imponerende flow i freestyles, men primært var det albumversionerne af Lamars sange, der boomede ud af højtalerne. At Kendrick Lamar er en gave fra guderne, når det kommer til at nedfælde catchy omkvæd, blev tydeligt, da det pakkede Orange bønfaldende sang med på ”Bitch, Don’t Kill My Vibe”, mens de svedende kroppe vred sig til rytmerne. Den hypnotiserende ”Swimming Pools (Drank)” fremkaldte håndtegn og ekstatisk hoppen op og ned, og fællessangen bredte sig over pladsen. Indtil da havde en reel fest endnu ikke sænket sig over pladsen, mere hysterisk hoppen. Det ændrede sig, da Lamar åbnede op for numre fra det brilliante album To Pimp A Butterfly. En dansable tribbel kombination af ”I”, lyden af sommer og sol, den funky ”King Kunta” og slutteligt den soulede og bluesy ”Alright” fik alt op i en majestætlig enhed, og en festlig stemning lagde sig, som støvet igen blev rejst af de mange dansende, beskidte og svedige kroppe foran Orange.

Som solnedgangen satte ind, og tonerne klingede ud, forlod folk tøvende Orange i håbet om, at Kong Kendrick ville forlænge sin audiens eller i håbet om at fastholde den eufori, som Kendrick Lamar spredte ud over Orange fredag aften. Længe leve, Kong Kendrick!

9 Karakter
9