03.07.08 – Pilgrimz – Pavilion, Roskilde Festival

pilgrimz-presse2008-565x377

Pilgrimz forstår at fyre et show af

En del metalfans havde fundet vejen til Pavillion-scenen torsdag aften, for at tjekke et af dansk metals nye håb ud. Pilgrimz har fået en del omtale i medierne, og de har været booket til bl.a. både Spot og Roskilde allerede inden deres debut Boar Riders udkom. Så derfor skulle det være spændende at se, om bandet kunne leve op til de høje forventninger, men at dømme efter fremmødet ved Pavilion scenen torsdag aften, havde den megen omtale givet pote.

Pilgrimz havde publikum nogenlunde med sig, og de forstår bestemt at fyre et show af. Bla. vakte bandet jubel da de startede et nummer med linierne fra Twisted Sisters ”We’re not gonna take it”. Og i et nummer som ”Paramore” var der tilmed lagt op til fællessang. Forsanger Max er en god entertainer og forstår at holde kontakten med publikum, og flere gange under koncerten var han helt nede ved hegnet foran scenen.

Til lejligheden havde Pilgrimz også bragt en maskot med i form af en ”yndig” cigarrygende kvinde med griseansigt. Mens bandet spillede videre kastede grisekvinden t-shirts ud i publikum, og blandt ungersvendene foran scenen var der kamp om trøjerne.

Man kan ikke komme udenom at Pilgrimz har et særdeles højt energi-niveau – både på cd og live. Med numre som ”Shake a Feather” og ”The Artillery” var bandet helt i stødet, men desværre for Pilgrimz er der ikke nok variation mellem numrene og efter nogen tid begynder numrene at flyde sammen. Det var derfor svært ikke så småt at begynde at kede sig mod slutningen af koncerten.

Lyden til koncerten kunne også have været meget bedre, da det hele mudrede en smule, hvilket gjorde, at det var svært at høre hvad guitar og bas spillede.

Men ingen tvivl om at Pilgrimz leverede en ok solid kraftpræstation på dette års Roskilde Festival, og får de bare lidt mere nuance ind i numrene, skal det blive spændende at høre mere til bandet.

Tags from the story
,
Written By

Uddannet ved Filmvidenskab på Københavns Universitet. Arbejder deltids som producer i Filmbyen (Avedøre), underviser på en højskole og ernærer mig desuden som freelance kameramand, klipper og lydmand. Spiller bas i stoner-bandet Hjortene, men har spillet i alt fra black metal bands til rap-konstellationer. Jeg har en forkærlighed for al musik der har et højt indhold af energi, og så er jeg helt pjattet med vinyl! Lytter for tiden til: Fu Manchu, (International) Noise Conspiracy, TSOOL, JR Ewing, Hellacopters, Turbonegro, Mew, The Haunted, Spiritual Beggars

Skriv et svar