03.07.09 – ISIS – Odeon, Roskilde Festival

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Amerikanske støjrockere med rutineret elegance

ISIS havde igen fået tjansen på den solbeskinnede Odeon denne eftermiddag, lige som sidst de gæstede Roskilde for fire år siden. Dengang gik de på forsinket, havde lydproblemer og leverede et noget usikkert sæt. Denne gang gik de på til tiden, lyden var i top, og det hele hang tydeligvis mere sammen for de sortklædte drenge fra Boston.

Stilen er støjende rock, der stiger og falder i både intensitet og lydstyrke, og man er mere viklet ind i en fortælling af episk karakter, end man lytter til regulære numre. Publikum fik en tour de force i numrene fra deres nyeste album Wavering Radiant, men det var især på numrene fra Panopticon, at musikken endelig fik fat og foldede sig ud i spændviddet mellem atmosfæriske, nærmest blide klangflader og eksplosive støjflader, hvor Aron Turners proptrækkerkrøller blev luftet godt igennem på baggrund af en massiv mur af støjende guitarer og tonstunge rytmer.

ISIS er ikke kendte for at stå ude på scenekanten og sludre med deres publikum. Det er musikken det handler om. Og denne eftermiddag beviste de amerikanske mørkemænd, at deres episke stonerrock har en imponerende kraft og vitalitet, da musikken endelig fik ordentlig bid i den sidste halvdel af koncerten.
[nggallery id=47]

Tags from the story
,

Skriv et svar