04.03.12 – Ed Sheeran – Store Vega, København

Ed Sheeran i Store Vega (foto Lars Asmussen)

Britisk charmetrold med bred appel

Seks dage var der gået siden 21-årige Ed Sheerans debutalbum blev udgivet i Danmark, og alligevel var Store Vega udsolgt. Overraskende. Da jeg ankom på 2. sal i koncerthuset på Vesterbro, var der ikke et øje i baren. Igen overraskende. Overraskende var det også, at langt størstedelen af de 1500 publikummer i salen var skrigende teenagepiger, men her var også forklaringen på den tomme bar. Den unge englænder har i hjemlandet opnået stor succes ved først hårdtarbejdende at have turneret Storbritannien tyndt alene med sin guitar og loop-pedal, og siden debutens udgivelse i England i september, er det gået stærkt.

Denne aften lagde Sheeran vejen forbi København, og hvordan hans musik så hurtigt og så massivt har ramt danske teenagepiger, havde jeg svært ved at finde en forklaring på, da jeg prøvede at finde mig til rette i salen. Men langsomt som aftenen skred frem, gav det efterhånden mening. Sheerans evne til via sin loop-pedal at lægge sin vokal, beats, guitar og et flerstemmigt kor sammen lag på lag alene på scenen var i aften imponerende. Den lille rødhårede englænder fyldte ikke meget midt på den store scene med sin 3/4–størrelse guitar, men til gengæld fyldte lyden og stemningen til fulde den store sal.

Sheeran fik imponerende meget lyd ud af den lille guitar på de kække akustiske uptempo-numre, og her kogte salen, og de mange unge piger kunne langt de fleste tekster udenad. Samtidigt gjorde Sheeran meget ud af, at opfordre til ro i salen under de afdæmpede numre, og den ro fik han. Det gav disse numre den stille og intense stemning, som de fortjente. Aftenens mest opsigtsvækkende indslag var uden tvivl, da Ed Sheeran efterlyste nogle piger, som han tidligere på dagen havde hørt synge omkvædet til et hans numre uden for tourbussen. De stod på forreste række, og blev fluks hevet på scenen, hvorfra de bag deres egen mikrofon sang kor på nummeret – og i øvrigt gjorde det ganske fint.

Under hele koncerten var man på intet tidspunkt i tvivl om Sheerans evner. Ud over hans store styrke både som sanger, sangskriver og musiker, forstod han i den grad at møde det unge publikum i øjenhøjde. På den ene side var det skuffende, at han lod sig rive med af teenage-hysteriet, men på den anden side var det også medvirkende til, at stemningen nærmest væltede salen, og gjorde koncerten til en stor oplevelse for selv en voksen mand. At han så både gav sin version af den amerikanske klassiker “The Wayfaring Stranger” og Nina Simones “Be My Husband” varmede anmelderens hjerte.

Ed Sheeran var på samme tid kæk, charmerende og en musikalsk sprællemand på scenen. Denne aften var et møde mellem englænderen og hans yngste fans, og det kom både Sheeran og fans ganske godt ud af. Det overraskende unge publikum forstyrrede min oplevelse af koncerten på både godt og ondt, men hvis der er retfærdighed til, så skal Ed Sheeran nok ganske hurtigt ramme bredere i Danmark.
[nggallery id=143]

Tags from the story