04.05.10 – Thomas Dybdahl – Store Vega, København

Thomas Dybdahl i Store Vega (Foto: Lars Asmussen)

Thomas Dybdahl skuffede ikke, men de nye takter havde ikke den ønskede effekt

Norske Thomas Dybdahls nyeste album, Waiting for that One Clear Monent, har for nylig fået en blandet modtagelse, hvor både den positive og negative kritik har bundet i de nye takter, som albummet byder på. Anmelderne har ikke kunnet blive enige om, hvorvidt eksperimenter, små elektroniske elementer og sågar politiske holdninger løfter Dybdahl mod nye højder, eller fjerner fokus fra den Thomas Dybdahl som vi alle har ventet at høre nyt fra siden Science fra 2006. Uden selv at have lyttet til det seneste album var det derfor med stor spænding, jeg tirsdag aften stod i et udsolgt Store Vega, hvor nordmanden havde lagt vejen forbi.

Med sig på scenen havde Dybdahl fire musikere, og fra start til slut fornemmede man en positiv energi og stor spilleglæde blandt de fem på scenen. Smilene var store og det smittede af på et lige så stort smilende publikum, der i stor grad bestod af kvindelige fans og kærestepar, der havde taget turen til Vega for at nyde Dybdahls bløde stemme og hinanden.

Naturligt nok var der lagt en vis vægt på numre på førnævnte nyeste album, og at der her var nye takter, og en ikke så stor genkendelsesglæde, i den fyldte sal, var tydeligt. Her var tempoet skruet op, og stemningen var let og funky, men det var kun på ”Party Like It’s 1929”, at salen var nogenlunde med på løjerne. Heldigt nok, for tilhængere af den mere intime og nedtonede Dybdahl, tog de nye eksperimenter i aften ikke overhånd. Det var simpelt og smooth, men salen lod sig ikke helt rive med.

Som ventet leverede Dybdahl og co. de sikre hits som i den grad fik vækket salen. Traditionen tro var der fællessang på ”Cecilia” og ”From Grace” og det var både intimt og smukt, da Thomas Dybdahl alene på scenen gav afdæmpede akustiske versioner af ”A Lovestory” og ”Still My Body Aches”. Det var her man lukkede øjnene, og det var her, Dybdahls dybe stemme endelig nåede helt ind. Heldigvis bød aftenen også på de ældre ”Dont Lose Yourself”, ”Make a Mess of Yourself” og ”One Day You’ll Dance for me New York City”. Desværre sang Dybdahl i falset under hele de to førstnævnte, og de mistede dermed en smule af den ellers velkendte intimitet. Vokalmæssigt savnede jeg i aften også modspillet fra Silje Salomonsen, der ellers har pyntet gevaldigt på flere af Dybdahls albums.

Det endte med at blive en blandet aften i selskab med Thomas Dybdahl. At levere en setliste med alle de mest populære hits havde været en sikker taktik, men med den efterhånden store erfaring, havde det næsten været for forudsigeligt af den 31-årige nordmand. De nye numre var velkomne, og det var forfriskende at se nye sider af Thomas Dybdahl. Disse nye sider gav dog ikke mindeværdige øjeblikke i aften, men interessen er vakt og vi glæder os til at følge Thomas Dybdahl og hans fremtidige planer.

Tags from the story

Skriv et svar