04.07.10 – Converge – Odeon, Roskilde Festival

Converge på Roskilde Festival 2010 (Foto: Claus Michaelsen)

En time i hardcore centrifugen

Der var dømt røvfuld til de tømmermandsplagede Roskilde gæster søndag ved middagstid. Var man ikke rigtig vågen endnu, blev man det hurtigt, da Converge bankede sarte ører til stanglakrids på Odeon. Det kronragede og kraftigt tatoverede energibundt af en forsanger Jacob Bannon, tonsede ustoppeligt rundt på scenen, hoppende og dansende i ét væk.

Converges hyperkomplekse blanding af hardcore punkrock og ekstrem math-metal var hård kost på en tidlig søndag, men en anseelig mængde havde alligevel fundet vej til Massachusett bandets opvisning og de blev der sgu under hele den timelange koncert. Det pæne fremmøde var overraskende i forhold til det ukristelige tidspunkt. Det er godt gået og noget helt særligt for Roskilde Festivalens musikelskere.

Converge spillede med stor diversitet, lige fra det vildeste speed til det tongstunge, alt sammen sønderbombet af Bannons skiftevis growlende og skrålende vokal, der lyder som kommer den fra bunden af rendestenen. På intet tidspunkt står bassisten  eller guitaristen stille, mens trommerne knalder derudaf med 400 km. i timen. Tøndebaskeren må smide mindst ti liter sved under sit ihærdige arbejde. Animal fra Muppet Show må være den afsindige percussionists forbillede, det er i hvert fald den figur som springer frem på nethinden, når man forpustet iagttager ham.

Det galskabslignende ridt man udsættes for er fedt, men også anstrengende, for der er knapt pusterum til vejrtrækning under Converge´s magtdemonstration. Bandet har noget af samme intensitet som Dillinger Escape Plan og den ekstreme metalcore deler de med deres amerikanske åndsfæller. Det lod dog ikke til at forskrække publikum, for der dannede sig sågar en mindre moshpit oppe foran scenen. Mange er også med på drengenes tilskyndelser om rejste horn og håndklap. Vi fik numre fra både No Heroes, Axe To Fall og hovedværket Jane Doe, så ingen fans kan føle sig snydt.

Hatten af for Converge´s kompromisløshed, men i længden bliver det, paradoksalt nok, en kende monotont, og man kunne savne en smule variation. Først efter tre kvarter går bandet lidt ned i tempo og kadence på et nummer med markant tyngde og den afveksling er både tiltrængt og velkommen i Converge´s hardcore storm.

Som det igennem årene desværre er blevet sædvane for Roskildes spilleplan, skal metal og hardcore i alle dens subgenrer og afarter, placeres ved middagstid og det er altså synd og skam for et band som Converge. Det kunne snildt være blevet en fest i den barske ende af rockskalaen, hvis planlæggerne havde lagt amerikanerne en sen aften eller nat. I stedet blev det en barsk og yderst kompetent koncert, jeg personligt nød lidt på afstand i stedet for rigtigt at gå ind i musikken og deltage i løjerne helt oppe foran.
[nggallery id=102]

Tags from the story
,

Skriv et svar