04.07.14 – Damon Albarn – Arena, Roskilde Festival

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Geniale Albarn

Det var en særdeles veloplagt Damon Albarn der indtog Arena scenen, til en af årets bedste koncerter på Roskilde Festival. Med det samme gik han helt ud til scenekanten, og lod sig hylde af sine undersåtter, der fik en unik seance, med en af de sidste 25 års vigtigste musikere.

Albarn og bandet The Heavy Seas, lagde ud med en udgave af ‘Lonely Press Play’, fra Albarns aktuelle udspil Everyday Robots. Det lagde udganspunktet fra koncerten, der kom vidt omkring i bagkataloget, med besøg i Gorillaz, Blur, Rocket Juice & the Moon samt The Good, The Bad & The Queen diskografien. Setlisten var valgt ud fra hvad der bedst klædte numrene fra den nyeste plade, og det var et utroligt klogt valg. Albarn har nemlig været forbi så mange musikalske afkroge, i sin lange karriere, at hans koncert nemt kunne blive ret difus. Det skete ikke. Tværtimod var udvælgelsen af mere ukendte Gorillaz sange som ‘Tomorrow Comes Today’, ‘Slow Country’, ‘El Mañana’ og ‘Don’t Get Lost In Heaven’ en genistreg, ud af efterhånden rigtigt mange, fra Albarn. Ligeledes var udvælgelsen af bandets medlemmer også fænomenal. Numre som ‘Lonely Press Play’ og publikumsfavoritten ‘Kids With Guns’ var hårdt og tungt spillet, og de to The Good, The Bad & The Queen sange ‘Three Changes’ og ‘Kingdom of Doom’ lød næsten bedre end indspilningen med det prominente originalband.

Koncerten var glimrende skruet sammen. Med de mange besøg rundt i karrieren, ville Albarn vise diversiteten i sit musikalske virke, og fortalte undervejs anekdoter, om f.eks. første gang han spillede på selvsamme scene i 1991. Man savnede intet, for det vi fik var simpelthen perfekt. Den smukke Blur-sang ‘Out Of Time’ fra Think Tank (2003) sang Albarn alene bag sit klaver, og andre numre med et gospelkor. Hele gruppen af musikere optrådte som en samlet enhed. Albarn gav sine medmusikanter plads til at udfolde sig, og de skuffede ham ikke.

Den helt store ekstase indtraf under de fem ekstra numre, hvor scenen først blev gæstet af en lokal London-ven. Albarn legede med publikum, ved at spille de første melodika-toner fra Gorillaz hittet ‘Clint Eastwood’, for derefter at forlade scenen igen. Han gjorde lige hvad han vil, men gjorde det med så stort overlæg, at publikum kvitterede med taknemmelighed uanset hvad han gjorde. ‘Clint Eastwood’ blev leveret, efterfulgt af ‘Feel Good Inc.’, der blev gæstet af selveste De La Soul. Det var svært at tro på det kunne være muligt, men det gjorde bare en rigtig god koncert bedre.

Det hele blev smukt afsluttet med ‘Heavy Seas of Love’, der også lukker Everyday Robots, i en outro hvor musikken langsomt faldt ud, og endte i noget der var så tæt på fællessang som muligt. En næsten gåsehudsfremkaldende afslutning på en fantastisk koncert, med en af verdens bedste musikere.

Written By

Spiller guitar og synger i The Brazierlights In The Window. Laver hip-hop i Bring Me The Good Things og spiller bass i White Emphasis. Booker hos Cupid Come Booking. Derudover laver jeg en gang imellem musikvideoer og andre film relaterede projekter.