04.07.14 – HAIM – Arena, Roskilde Festival

Foto: Bella Howard
Foto: Bella Howard

Selvtillid og lækkert hår – hvor var charmen?

Den Californiske pigetrio HAIM, har med næsten uhørt tempo taget verden med storm efter udgivelsen af deres debutplade Days Are Gone i 2013. De tre Haim-søstre er af en musikalsk familie, og er kendte for at have en musikalsk fest af høj kvalitet, når de står på en livescene. Deres udstråling og deres musik er en laid back blanding af pop og folk med stemninger af de glade 80ere, og derfor passede de fint ind i dagens sommervejr på Roskilde Festival. Arena-teltet var fyldt ud over bristepunktet, og forventningsglæden lyste ud af øjnene på de mange fremmødte.

Dagsordenen var meget tydelig fra starten af. Der skulle være gang i den, det skulle være skævt, og de ville fyre den af på scenen – måske et forsøg på gøre op med billedet af den søde pigetrio fra Sunny California. Det er altid en dagsorden, jeg på papiret godt kan lide, men der er lang vej til at få det til at lykkes i praksis, og det var HAIM et glimrende eksempel på i dag.

De tre langhårede søstre stod på række forrest på scenen. De lagde meget usikkert ud med ”Falling” og ”If I Could Change Your Mind” fra debuten. Danielle Haim var med sin vokal ikke i nærheden af at kunne komme op i de høje toner, og hun skiftede mellem at springe ord over, lave stemmen om eller at udstøde små skrig for at skjule sine tydelge mangler. På hver sin side af hende prøvede Este og Alana at følge med på henholdvis bas, guitar, keyboard og en storetromme. Håret blev kastet rundt, og der blevet skåret grimasser til den store guldmedalje. Hele tiden var der meget lidt sammenhæng, mellem hvad de tre søstre og manden bag trommerne lavede på scenen, og de fremstod langt fra at være parate til den koncert.

En dårlig start er hvad der sker, og man tænkte, at nu kunne det kun gå fremad. Men det skulle vise sig at blive endnu værre. ”Nu skal vi jamme lidt” skreg Danielle ud mod publikum, og det blev mødt med stor jubel. Så jammede HAIM under et for mig ukendt nummer. Det var rodet, sjusket og uden sammenhæng. Det skiftede mellem sporadisk sang, et “HEY” og “WOHOO” her og der og pludseligt indskudte støjende guitarer og dundrende trommesoloer.

”Nu skal der rystes røv. Jeg elsker bare at ryste min røv til god musik”. Det var nogenlunde Danielles ord inden koncertens fjerde nummer, som også skulle vise sig at blive rodet, og noget der mest af alt mindede om en jam session, hvor de tre søstre havde utroligt travlt med at vise, hvor festlige og vilde de er på en scene. Nu begyndte de dårlige takter at smitte af på publikum. Lange rækker af mennesker, der holdt hinanden på skuldrene, trak ud af teltet, og den flugt fortsatte langsomt men stabilt resten af koncerten.

HAIM forsøgte at give den en sidste skalle ved at vende tilbage til de populære numre fra Days Are Gone, og det de fik ud af numre som ”The Wire” og ”Don’t Save Me” var trods alt en vis mængde jubel og fællessang, men dette kom fra en meget taknemmelig – alt for taknemmelig – lille del af publikum i den midterste del af Arena-teltet.

HAIM på Arena var en af de mest sjuskede og ikke mindst skuffende koncerter jeg længe har været til. Lyden var dårlig, og der var ingen sammenhæng mellem de ting, der skete på scenen. HAIM-søstrene fremstod som desperate musikere, der godt vidste, at den var gal, og derfor kompenserede med en påtaget rock n roll attitude, som endte med at være kikset og komisk. Jeg har intet problem med, at et band som HAIM vil feste, overraske, bryde grænser – ja hvem ved hvad deres plan var for i aften – det er endnu uvist for mig. Dette mislykkedes dog for HAIM, og jeg forudser, at det bliver min største skuffelse på årets Roskilde Festival.

Tags from the story
,