04.07.14 – Mogwai – Arena, Roskilde Festival

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Musikalsk magi med Mogwai

Roskilde Festival er et sted med en masse kontraster, og ind i mellem endda en række ganske interessante af slagsen. Tidligere på dagen havde jeg oplevet amerikanske HAIM kæmpe en kamp for at få publikums gunst på Arena-scenen. En time-lang omgang gøgl på scenen mislykkedes og fik på ingen måde ram på mig.

Stik modsat den oplevelse var koncerten med de skotske post-rockere, eller måske skulle man kalde dem instrumental-dramatikere, der som regel er en garant for kvalitet, uden egentlig at gøre så meget væsen af sig under deres sceneoptræden. Derimod lader de musikken tale for sig selv. Deres instrumentale kompositioner, hvor deres instrumenter – især guitarerne – udsættes for forvrængning og effekter, fungerer forbandet godt, og det fik vi et glimrende eksempel på fredag aften på Arena efter mørkets frembrud.

Skotterne lagde ud med ”Heard About You Last Night”, og lydmuren ramte os tungt og smukt, som kun Mogwai kan gøre det. Lyden fyldte hele Arena, og der lagde sig en rar stemning ned over publikum, og den stemning holdt koncerten ud. Udlægget var roligt og kontrolleret, men det vendte med ”Jim Morrison is Dead”, hvor de viste, at de også kan støje. Det var her de to-tre guitarer støjede, og samtidigt med at de gjorde det i hver deres retning, så havde de et tydeligt fælles mål, og det var at lade deres behagelig lydmur ramme og gribe fat i publikum.

Andre højdepunkter var ”White Noise” og ”Mexican Grand Prix”, hvor skotterne igen viste os, hvordan et stort publikum kan opsluges totalt, uden at hoppe og springe på scenen og verbalt forsøge at holde stemningen kørende. Bevares – der var ingen der dansede, ingen der festede og ingen sang med (svært når musikken er instrumental), men grebet det var vi alle sammen. Kiggede man sig omkring, så man at mange havde smil på læberne, andre havde lukkede øjne og fælles for de par tusinde fans i Arena-teltet var, at vi på nærmest hypnotisk vis var grebet af musikken. Der var momenter, hvor man havde brug for et afbræk – et spark bagi – og heldigvis blev det imødekommet. For mig skete det, når Mogwai turde fylde teltet med guitarstøj på f.eks. ”Rano Pano” og på deres sidste nummer ”Batcat”, som var den optimale afslutning på aftenens koncert med Mogwai.

De gjorde det igen. De fangede os på magisk vis med deres umiddelbart simple midler, som jo på ingen måde er simple. Skotterne er dygtige musikere, og de er perfektionister ned til den mindste detalje. Alt hvad de foretog sig på scenen var kontrolleret – enkelte gange lidt for kontrolleret – og det fik de leveret uden de store armbevægelser. Man gik mæt og meget tilfreds fra halvanden time i selskab med Mogwai.
[nggallery id=200]

Tags from the story
,