04.07.15 – Spidergawd – Avalon, Roskilde Festival

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Rockeksplosion for de morgenfriske

“Det bliver helt sikkert megafedt, det her! Så lav en masse rock’n’roll håndtegn!” Min ledsager vrængede af den hyperfriske konferencier, og bemærkede med et glimt i øjet, at han godt kunne tænke sig at give konferencieren et helt specielt “rock’n’roll håndtegn”. Stemningen var fin, men lidt træt, da vi entrede Avalonscenen sammen med det sparsomt fremmødte publikum.

Norske Spidergawd tæller musikere, der alle har en fortid i flere bands. Mest bemærkelsesværdigt er bassist Bent Sæther og trommeslager Kenneth Kapstad, der begge to har slået deres folder i det legendariske norske rockband Motorpsycho. I Spidergawd får de følge af guitarist og forsanger Per Borten og af Rolf Martin Snustad, der håndterer bassaxofon i bandet.

Stilen er garagerock, og brugen af bassaxofon giver bandet et helt nyt udtryk og nye dimensioner til en ellers velkendt instrumentering. Blæseinstrumentet lægger sig som en flydende basklang nederst i lydbilledet, ved siden af elbassens mere pumpende toner. Det lyder kort sagt skidefedt, og det er med til at gøre musikken ekstra tung.

Med masser af energi leverede bandet de tre første sange, der drev af garagerock og var lige ud af landevejen. Det gik hurtigt, og der var masser af ligheder med eksempelvis landsmændene fra Turbonegro. Efter en kort bandintroduktion skruede bandet ned for tempoet, og leverede efterfølgende sange der var mere bluesede og groovede. Forsanger Per Borten blev ledsaget af korvokal fra Rolf Martin Snustad, og samme Snustad gav los i en blueset og mørk saxofonsolo, der pumpede derudaf, nærmest som et såret vilddyr i løb.

Rundt omkring mig var det for tidligt til øl for de fleste publikummers vedkommende, men koncerten skal nok have ændret ved det. Vi fik en virkelig øjenåbner, og musikken åbnede op for den følelse af rock’n’roll attitude som kun kan besvares af kold øl på en varm sommerdag.

Spidergawds kompositioner er skåret meget ud af den klassiske rockbog, men bandet formår til fulde at udnytte det potentiale. Der bliver riffet igennem med til tider progressive riffs, der er stor variation mellem de forskellige stykker, og soloerne er innovative og sjældent lirede. Et langt nummer var en god oplevelse for mig: midt i dette nummer kom en lang kadence på saxofonen, der fik lov at trykke den helt af. Derefter et roligt riff, hvor trommeslageren, som til min glæde var stillet i front på scenen, fik plads til at vise sig frem. Marathonnummeret fortsatte i kringlede riffs og gode melodier, og var en opvisning i alt det, der gør Spidergawd godt.

Bandet ramte den kort sagt “lige i røven” denne formiddag. Højdepunktet var afslutteren “Blauer Jubel”, hvor der er en catchy melodi i, der gik lige i hjertet. I fremtiden kan jeg ønske mig flere af disse hitmelodier, men bandet leverede en fremragende koncert, og en varm anbefaling går videre herfra.

9 Karakter
9