Foto: Claus Michaelsen

Afrika, mon amour

Et blindt ægtepar fra Mali lyder måske som noget Sting, har slæbt med ind fra firserne, men Amadou og Mariam viste lørdag eftermiddag på Arena, at man ikke behøver være medlem af mellemfolkelig samvirke, for at synes om afrikansk musik. Eller for at sige det uden arrogance, så viste Amadou og Mariam, at afrikansk musik er mere end polyrytmer, og, hvis det spilles lige så fedt som denne koncert, er meget svært ikke at få ind under huden.

Herhjemme er ægteparret (der her var akkompagneret af et fremragende band) ikke bredt kendt, hvilket også kunne ses på et kun halvt fyldt telt. Heldigvis var de der var, så med og tændte, at det lød som et fyldt Arena (hvilket af åbenlyse grunde, er vigtigere i denne sammenhæng). Amadou og Mariam har dog en række fans blandt etablerede kunstnere som eksempelvis U2 og Damon Albarn. De er i øvrigt også opvarmning for Coldplay, på en del af deres igangværende turne. Og ligegyldigt hvor meget man kan mistænke frelste anstrengelser som Bono og Chris Martin for selvpromovering, ved at omfavne et blindt afrikansk ægtepar, så er Amadou og Marium altså kort og godt fed musik.

Det var smittende musik i særlig grad og det var musikalitet med overlegent overskud. Især guitarsoloerne fra Amadou Bagayoko var de bedste, jeg hørte på festivalen i år. Teltet blev langsomt fyldt, men flere burde havde fundet vej til Arena. Eneste minus var en alt for lav styrke på Mariam Doumbias vokal, ellers var der ikke meget at sætte på musikken fra Amadou og Mariam + band.