På sjælerejse med shamanen

Man kan ikke beskylde kvinden bag Fever Ray, Karin Dreijer Andersson, for at være en linselus. Arena scene var fredag midnat var badet mørke, og kun grønne laserlys og afdæmpede lanterner gjorde, at man kunne se scenen. Karin Dreijer Andersson var hemmelig et eller andet sted inde i mørket. Det er herfra Fever Rays verden går.

Fever Rays musik er som at køre igennem en svensk skov en parallelnat, med en ny sær og psykotisk veninde. Havde det været LA, havde David Lynch sat billeder til. Lørdag midnat på Arena var det Karin Dreijer Andersson i instruktørstolen, og man kan kun have respekt, for den kontrol hun har over sit projekt.

Fra første beat var Arena med den nordiske shamans sjælerejse ind i et svensk mareridt. Vel og mærke et mareridt af de kolde dragende. Det var smukt og det var præcis som man havde håbet på. Eneste minus var en alt for lav vokal i starten af koncerten. Det rokker dog ikke ved det helhedsindtryk, at Fever Ray er en kvinde i kontrol, og med et kunstnerisk overskud, som er forbeholdt de få.