05.07.14 – Spids Nøgenhat – Avalon, Roskilde Festival

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

På tidsrejse med Spids Nøgenhat

Syrerock-veteranerne i Spids Nøgenhat udgav deres debut En Mærkelig Kop Te i 2001. Siden blev der stille omkring dem, men i 2009 blev de gendannet og gav en koncert på Roskilde Festival, som førte til en liveudgivelse. I 2013 samlede Lorenzo ”Guf” Woodrose så igen sine syrehoveder til indspilningen af albummet Kommer Med Fred, og aftenens koncert var gruppens første siden udgivelsen, så fans af gruppen må have glædet sig til, at der endelig var mulighed for et gensyn med svamperockerne.

Jeg havde ingen idé om hvor populært dette kultfænomen er. Avalon har på papiret en kapacitet til et publikum på 12.000, og det var overraskende for mig, at teltet var fyldt, når Arctic Monkeys spillede samtidigt på Orange Scene. Det var ikke et hvilket som helst publikum. Det var tro følgere af Spids Nøgenhat – nogle så ud til at være ”originale” hippier oppe i årene, mens andre var den yngre generation, der udlever hippelivet i dag. Så var der resten af os, som var hippier for en dag, og som også måtte hengive os totalt til Spids Nøgenhat i dag.

Det er svært at fremhæve enkelte numre, da der var meget få numre som ikke vakte jubel og skabte fællessang. Men en særlig karma og kærlighed blev dog sendt til ”Lolland Falster”, ”Fred”, ”Ud På Landet” og coverversionen af Hyldemors ”Den Gennemsigtige Mand”, og den grad af fællesskab og glæde de fremkaldte blandt publikum, ser man ikke til mange koncerter.

Det der foregik på scenen var autentisk. Hvis man ikke på forhånd kendte meget til Spids Nøgenhat, kunne bandnavn og førnævnte albumtitler måske foranledige til at tro, at det hele var en god spøg. Men det var ægte det her. De fem på scenen fyrede et syret groove ud over et fyldt Avalon, og især de to guitarister og trommeslageren var med teknisk snilde og forvrængninger med til at skabe denne autencitet, som gjorde at vi alle blev revet med og var hippier for en stund i selskab med Spids Nøgenhat.
[nggallery id=204]