05.11.10 – Einstürzende Neubauten – Store Vega

Foto: Mote Sinabel

Mellem støj og stilhed

På scenen har den seks mand store besætning støjet sig igennem den første del af sættet, og den mørkhårede mand, iklædt en beskidt, lys helmandsdragt, bukker sig ned og griber fat i noget, der mest minder om en massiv togsvelle. Og mens den anæmisk tynde forsanger Blixa Bargeld skiftevis hvinende og vredt reciterende, pløjer sig gennem nummeret, vikler den mørkhårede mand armene omkring svellen, løfter den omkring 30 centimeter fra scenegulvet og lader den falde med et brag – der straks får alt lys og lyd i Saga til at forstumme på et splitsekund. Scenen gentager sig et par gange, hvor lys og lyd forsvinder med et smæld, indtil bandet beslutter ikke at benytte den massive bjælke i deres skramlede rodebutik af et sceneshow.

Oplevelsen er fra engang i firserne, hvor Einstürzende Neubauten (EN) gav en af deres efterhånden legendariske koncerter, og det er også en af de ting, jeg husker bedst fra en koncert, som i øvrigt bød på et overflødighedshorn af raseri, vrede, støj, opfindsomme og kreative opførelser af destruktive, men også momentvist poetiske værker.

Hvordan fastholder man denne tilgang til kunsten, musikken, den kreative skaberånd, og hvordan fastholder man motivationen til, tredive år efter man startede, at skabe stadig unikke, grænseoverskridende, genrenedbrydende, og ikke mindst lytværdige kompositioner, uden at forfalde til matsorte klicheer af den værste slags? Svaret forsøgte den tyske sekstet selv at give i Store Vega denne fredag aften, hvor publikum bestod af en ligelig fordeling af unge og gamle. Der var både den langskæggede sølvræv og det unge kærestepar med dreadlocks, piercede øjenbryn og dun på overlæben, som højlydt begejstret snakkede om, at albummet Alles wieder Offen ”var det sejeste album…” Nyt og gammel, ungt og ældre mødtes denne aften til en skiftevis larmende og dybt poetisk præsentation af værker, der fortrinsvist var hentet fra albummet Tabula Rasa og frem til førnævnte til tider følsomt underspillede mesterværk.

Hvor EN altid har stået for en kompromisløs og kortsigtet lyd, der først og fremmest skulle opleves i nuet, er de blevet til et, undskyld mig, men det er ment absolut positivt, konceptorkester, der mesterligt tilrettelægger og forvalter og ikke mindst udfører det anarki og den destruktive kraft, der ligger i deres performance, med en sådan ildhu og præcision, at anarkiet og vreden bliver tæmmet – men aldrig umyndiggjort eller forfladiget. Der blev ikke sat en fod, en rytme eller en tone forkert denne aften. Alt var planlagt til den mindste detalje, men i stedet for at fremstå som en flok aldrende, modne mænd, der havde fortrudt deres ungdoms vildskab og nu forsøgte at gøre det godt igen med nogle sjælsomme ballader, viste de netop i deres inderste, at de i dag har langt mere at byde på, end blot den destruktive urkraft, der engang fik Ungdomshusets brugere til at smide bandet på porten og stjæle deres gear, da først trykluftboret begyndte at hamre ned i scenegulvet – dengang i firserne.

EN fremstår i dag som et sammenspillet ensemble, der både har den kunstneriske destruktive kraft i sig, som de også beviste i momenter denne aften, men som også kan underspille noget af det mest henåndende poetiske musik, man nærmest kan forestille sig.

Nogle gange er der numre, der kan bære en hel koncert. Denne aften stod nummeret ”Nagorno Karaback” fra førnævnte Alles wieder Offen, i samspil med de kakofoniske jernplader og –rør, smadrede glas, vinkelsliber og en bundsolid, spyttende bas, for hele den spændvidde af kreativ og musikalsk udfoldelse, som EN har formået at både holde fast i og udvikle over nu tre dekader. Det var ikke epokegørende at genopleve de poetiske og støjende tyskere, og den før så anæmisk tynde Bargeld er i dag vel noget nær en korpulent og tvær udgave af sig selv. Men ikke desto mindre er EN et af de få ensembler, der ikke kun har overlevet i godt tredive år, men som også har formået at holde sig selv på sporet på en måde, der stadig kan tilfredsstille de gamle halunker og samtidig tænde de helt friske anarkister af i morgen. Og det er flot gået!

Tags from the story

Skriv et svar