05.09.06 – Eskobar – Store Vega

eskobar-swe-presse2008-565x377

Et pust af personlighed

Det var i fem-mand stort line-up, at svenske Eskobar tirsdag aften gik på scenen på Store Vega tyve minutter over ni. Det skete med den ro, der kendetegner musikken fra det ellers tre mands store orkester, hvor der blæses igennem i forspillet og tones ned, så Daniel Bellqvists vokal kan indtage den centrale plads, som den har i Eskobars musik.

Mine forventninger var ellers sat dramatisk ned efter, at koncerten var flyttet fra Lille Vega til Store Vega – for intimiteten er svær, hvis ikke umulig, når rummet bliver for stort og publikum kommer for langt væk. Men det var en vaskeægte intimkoncert, de svenske dreampoppere gav.

Musikalsk holdt bandet sig meget inden for deres nyeste udgivelse Eskobar, der i maj kom ud i Danmark. Stemningen var overordnet tænksom og drømmende, guitarist Frederik Zäll var et stort midtpunkt med sin Mark Knopfler-inspirerede sound og en glæde i udtrykket, der kunne mærkes – helt ned bagerst i salen. Der var tale om et band, der satte musikken i centrum, ingen tvivl om det – og om et band frem for en samling enkeltpersoner. Særligt gik det lige i hjertet, da bandet midt i settet trak sig tilbage og stort set overlod scenen til Bellqvist, der her blandt andet brillerede med en meget nær ”Cold Night”.

Udover ”Cold Night” var der kun få afstikkere tilbage i tiden, blandt andet med ”Why London” og storhittet ”Someone New”, der begge dog var nogle af aftenens dårligste indslag. Måske de blot er ved at blive for gamle – og Eskobar er rykket videre, måske har tiden bundet for mange minder op på numrene, som er svære at indfri.

Personligt var den største oplevelse for mig ”She’s Not Here Anymore”, hvor Bellqvist på omkvædet udtrykte en desperation, der virkede så helfølt, at man ikke kunne forestille sig andet end, at han havde en helt bestemt hende i tankerne. Smukt. Inderligt.

Der er nok nogen, der ville mene, at det blev for kedeligt i længden – 17 numre blev det til på godt halvanden time. Alle med samme stemning, alle med samme inderlighed. Der manglede måske variation, men det blev opvejet til fulde af det show, publikum fik. Bellqvist snakkede for et godt ord mellem hvert nummer, smilende, lidt genert, måske bevidst om, hvor mange der ikke helt forstod svensk.

Det blev også til ekstranumre – af to omgange. Først tidligere nævnte ”Someone New”, ”The Devil Keeps Me Moving” og ”On a Train”, hvor den midterste var en superb opvisning af alle Eskobars kvaliteter. Til sidst ”Freedom Song”, der blev præsenteret af en vitterligt benovet publikum. ”Jeg har svært ved at tage imod komplimenter,” lød det fra Bellqvist, ”så tak, tak, tak”.

Alt i alt en aften, som i den grad gjorde mine bange anelser til skamme, for Eskobar viste sig fra deres mest følsomme side og kom langt ud over scenen og direkte ind i sjælen på os, der lyttede med.

Tags from the story
Written By

28 årig musik- og webnørd. På barsel, men tilbringer normalt min hverdag som produktchef i TDC Musik for TDC PLAY, min eftermiddag og aften sammen med min datter Dagmar og min mand Simon. Ser venner så meget, som jeg kan. Lytter ny musik og læser god litteratur.

Skriv et svar