06.07.14 – MØ – Arena, Roskilde Festival

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

MØ-Power

”I drømmer ikke om, hvor fucking nervøs jeg er”

Dette var ordene fra MØ, da hun i begyndelsen af koncerten på Arena første gang fik ørenlyd hos de flere end 20.000 publikummer, der havde fundet frem til koncerten. Og jo, jeg tror faktisk, at langt de fleste godt, kunne sætte sig i Karen Marie Ørsteds sted, og forestille sig hvad der gik gennem hendes hoved på det tidspunkt, for hun er en kunstner af en særlig støbning, med en særlig tilgang til det hun laver, som gør at mange af os på et eller andet plan godt kan relatere til hende. Dette vender jeg tilbage til.

Ingen tvivl om, at det var en stor aften for MØ. Arena var stuvende fyldt, og man stod tæt sammen selv 10 meter uden for det store telt. Der var unge piger, hipster-fyre, familier og alle mulige andre kategorier af mennesker, der var kommet for at se og høre den 25-årige fynbo. Stemningen osede allerede inden koncerten blev skudt i gang af et fællesskab – lad os da bare kalde det en hype i ordets bedste forstand – rettet mod MØ.

MØ virkede nu ikke fucking nervøs, da hun selvsikkert trådte på scenen og gav os ”Maiden” som åbner. Det gjorde hun i selskab med en trommeslager, en guitarist og en altmuligmand (synthesizer, samples og lydspor generelt), og jeg skal love for, at de fyldte den store Arena med lyd. Herefter fulgte ”Fire Rides” og ”XXX 88”, og sidstnævnte var en perfekt måde at afslutte en indledende tre-trins-raket på. Her kom blæsersektionen nemlig på scenen, og MØ fremførte en stor del af nummeret bagerst foran det store baggrundslærred med et rundt spotlys på sig. Og hvem stod pludselig også oppe foran lærredet? Det gjorde såmænd Diplo, der har produceret nummeret, og i øvrigt selv spillede på Festivalen lørdag aften. Han og en anden vejrede med to store faner med ”XXX” påtrykt, og nu var der for alvor liv på scenen og hos publikum.

Herfra så MØ sig ikke tilbage. Hendes stemme var fejlfri i aften, og når stemmen få gange var presset, fik den det hæse twist, som blot er en af de mange kanter, der gør hende interessant. Stemmen kom især i fokus på langsommere numre som ”Never Wanna Know”, hvor MØ valgte at hoppe ned mellem publikum, og gå en tur mens hun sang. Generelt havde hun svært ved at holde sig fra publikum. Tre gange, bl.a. under ”Glass”, kravlede hun op på gelænderet og surfede en lille tur ud over de forreste – mens hun sang – pletfrit.

Aftenens sidste trumf satte MØ på med ekstranumrene Spice Girls’ ”Say You’ll Be There” og ”Dont Wanna Dance”. Sidstnævnte fik et ekstra skud power i forhold til albumversionen, og samtidigt blæstes der via en kanon enorme mængder konfetti ud i det store telt, og festen kunne ikke have fået en bedre og flottere afslutning.

Jeg lovede i anmeldelsens indledning at vende tilbage til det særlige ved MØ. Det særlige er, at vi alle kender hendes historie og hendes hurtige rejse fra at være den almindelige pige, der skrev og optog de første sange på barndomsværelset i Odense, til at være den superstjerne hun efterhånden må siges at være. Samtidig gør MØ tingene på sin helt egen måde. Hun gemmer sig ikke bag facader og har ikke behov for at twerke eller at provokere på nogen måde. Hun er umiddelbar og lige til, og det gør hende forbandet nem at holde af. Det kunne man mærke på Arena i aften, og til dem der efter koncerten har udtalt, at MØ meget hellere skulle have spillet på Orange Scene, må jeg sige: Nej! Arena var det helt perfekte sted til MØ i aften.
[nggallery id=206]

Tags from the story
,