06.05.07 – of Montreal – Loppen

ofmontreal-presse2008-565x377

Dumme bassist, You Were the Destroyer!

Søndagspublikum, lydproblemer og diva-attitude satte en dæmper på en ellers velspillet og psykedelisk koncert fra the indie-godfathers of Montreal.

Goddamn, I said Goddamn. Det er og bliver farligt med høje forventninger.

En velgemt skat blev opdaget, da jeg i januar for første gang lagde øre til det 10-år gamle psykedeliske poporkester, of Montreal. Med deres nye og ottende album Hissing Fauna, Are you the Destroyer? åbnede der sig et fortabt eldorado af progressiv og iørefaldende indie, der var umulig ikke at forelske sig i. Med dette opstemte og underligt positive mesterværk om skilsmisse, død og stofmisbrug (forsanger Kevin Barnes norske kone, forlod ham midlertidigt under indspilningerne), samt dens to forgængere The Sunlandic Twins og Satanic Panic in the Attic, flittigt roterende i musikbiblioteket, drog jeg glad og spændt til koncert for at overvære mine nye helte.

Det startede godt med en omgang selviscenesættelse af sejeste skuffe. Et playback-spor fra en Verdi-opera badet i et støj-inferno akkompagnerede bandet, der selvsikkert greb fat om deres instrumenter, for derefter at kaste sig ud i deres nyeste og største hit, den skæve og energiske ”Heimdalsgate Like a Promethean Curse”. Imens Beyoncé’s voluminøse bagparti blev godt og grundigt rystet i Aalborg, måtte jeg dog indledningsvis nøjes med at ryste mit hoved i forundring og fortvivlelse. Et enerverende lydproblem hærgede nemlig den ellers velspillende kvintet, som denne søndag aften gæstede et glohedt og noget nær udsolgt Loppen.

Ukristelige pive-lyde fra monitoren hjemsøgte gentagne gange bandet, og det var ikke kun mig, der hørte det… Bassisten (+keyboard, trommer og trompet) fik tilsyneladende blæst sine ører ud ved støjen i sine øresnegle, eller også var han bare generelt nærtagende og lyd-forfængelig. Startvanskelighederne lod i hvert fald til at påvirke ham enormt, og han spredte dårlig karma resten af aftenen, hvilket resulterede i instrumenter der blev smidt rundt, og endda en midlertidig udvandring af scenen.

Med andre ord, tangerede han Beyoncé på diva-skalaen, desværre ikke på den underholdende facon.

Udover godt humør og troværdig publikumskontakt (”Copenhagen is one of the best cities in the world”), manglede der noget endnu mere væsentligt. En mand bag trommerne. De første 6 numre, alle bortset fra ”And So Begins Our Alabee” fra nyeste album Hissing Fauna, Are You The Destroyer? blev spillet med samme semi-elektroniske rytmebund, som på albummet. Dette gav spillerum for de små elektroniske finesser at udfolde sig, men samtidig manglede man den unikke live-fornemmelse af at få gennemtæsket mellemgulvet af en stor, styg stortromme.

Derfor var det kærkomment, da den mugne bassist kastede sig over det tomme trommesæt og trodsigt udfoldede sig som en sand beat-ekvilibrist og ikke mindst tro Keith Moon-klon med sange fra Satanic Panic. Her blev de to åbningsperler ”Disconnect the Dots” og ”Lysergic Bliss” (med dens uimodståelige kække accapella-breakdown) spillet med vitalitet og gennemslagskraft. Ikke mindst takket være den kulørte drag-inspirererede frontmand, Kevin Barnes. Med kostumeskift (dog ikke så mange som Beyonce i Aalborg), rejehop og unik vokal beviste at han ER of Montreal.

Med bakkenbarter, bjørneskindshue og bassistens stjernenykker, lignede resten af bandet deres psykedeliske slagsbrødre i The Brian Jonestown Massacre. Trommeslageren havde for alvor fortjent et par på ørene, da han afbrød forsanger Kevin Barnes bandintroduktion – tilsyneladende for at få koncerten hurtigst muligt ud af verden. Havde den glade Kevin været den psykotiske Anton Newcombe fra førnævnte band, var koncerten sluttet der. I masseslagsmål. Så vidt kom det heldigvis ikke.

Med deres Beach Boys-inspirerede skæve synth-pop, var of Montreal bestemt turen værd. Stramt, velspillet, energisk og med en setliste, man kun kunne drømme om. Alligevel var stemningen på Loppen overraskende tam. Det talstærke, men muligvis weendends-mættede publikum lod sig måske påvirke lidt for meget af den trodsige bassist, og kun forreste rækker gav Kevin Barnes modspil når det gjaldt fest og dans. Men hvem kan klandre dem, når Loppens ventilation er ikke-eksisterende?

Sveden fra væggene konkurrerede med mascaraen fra Kevins øjne om at nå gulvet først.

De mange små irritationsmomenter satte et lidt uheldigt aftryk på en ellers velspillet koncert fra et band, der står bag nogle af de mest opfindsomme og skævt iørefaldende pop-albums i nyere tid. Man forlod derfor koncerten med blandede følelser. En eventuel kabinefeber fra tur-bussen kan have været skyld i en anelse rutinepræget forestilling. De sluttede aftenen med et Bowie-covernummer efter tidligere at have været omkring et fræsende cover af The Kinks’ ”All Day and all of the Night”. Og efter små to timer, var det nok for både band og publikum. En anden gang – en festlig fredag eller lørdag – tager jeg dog glædeligt imod det underholdende og unikke band. Forhåbentligt med en bassist i bedre humør.

Tags from the story

Skriv et svar