07.05.17 – Ásgeir – Store Vega, København

Foto: Lars Asmussen
Foto: Lars Asmussen

Stærk islandsk erobring

Det er gået stærkt for den islandske sanger og sangskriver Ásgeir Trausti, siden han i 2012 debuterede med albummet Dýrð í Dauðaþögn. Det blev den hurtigst sælgende debut i Island – dermed hurtigere end navne som Björk og Sigur Rós – og siden har populariteten også bredt sig til til resten af Europa. Den 5. maj udkom han med sit andet album Afterglow, og dagen efter skød han sin Europa-tour i gang i Danmark. Han startede på Train i Århus, og denne aften gjaldt det så Store Vega i København, hvor salen var tæt på udsolgt.

I aften kom Ásgeir og hans fem musikere på scenen uden de store armbevægelser, og de lagde ud med den afdæmpede ”Hold” fra det nye album. Hver mand havde sin position på scenen, og den holdt de klippefast hele koncerten igennem. Grundet modlyset fra spots bagerst på scenen, fremstod musikerne i store dele af koncerten som silhuetter, mens Ásgeir som frontmand var mere i fokus – men hele tiden på sin egen stille og diskrete måde uden den store kontakt til publikum. Det var et sceneudtryk man skulle vænne sig til, men der gik ikke lang tid, før man mærkede den effekt sikkerheden og roen i udtrykket havde. Al fokus var rettet mod musikkens udtryk og stemninger, og det var nok til at blive draget med af koncerten.

At de var seks på scenen i aften betød, at de mange elementer Ásgeir afprøver i sit musikalske univers, i den grad kom til udtryk. Udover sin guitar styrede han selv de små elektroniske elementer, der præger flere af sangene, mens klaver og orgel tilførte musikken sjæl og varme. Trommer og percussion spillede en diskret rolle, men på numre som ”Nýfallið Regn” og ”Here Comes the Wave In” buldrede trommerne, som var det en vulkan der rumlede under overfladen, hvor alt ellers fremstod roligt og organisk. Vokalmæssigt var Ásgeir sikkerheden selv. Hans lyse og melankolske stemme skiftede ubesværet og naturligt mellem forskellige tonelejer, og det betød intet om han sang på engelsk eller islandsk, for det samlede udtryk på scenen var et sprog, vi alle forstod.

Publikum nød det – det var tydeligt. Der var ro, smil og fuld fokus på, hvad der foregik på scenen. Ikke overraskende var det numrene fra debuten, der vækkede størst jubel, men det særlige ved aftenen var, at der på intet tidspunkt i løbet af aftenens 17 numre, var perioder hvor koncerten dalede i niveau. Det var stabilt, sikkert og hamrende veludført, og der var en helhed og sammenhæng, der flød så sikkert, som var det naturens rytme.

På aftenens sidste nummer ”Nýfallið Regn” fik guitaren og trommerne igen lov til at støje, og forinden havde Ásgeir for første gang været smilende og udadvendt overfor os. Det løftede stemningen et kort øjeblik, og pludselig stod jeg og mærkede, at jeg ville ønske, at de seks islændinge havde givet os lidt mere personlighed fra scenen. De samledes dog alle midt på scenen for at tage afsked. Vi fik et forsigtigt buk fra alle seks, hvorefter de roligt listede ud af scenen. Sådan er Ásgeir Trausti og band nok bare, og det kan og skal der nok heller ikke laves om på.

Karakter

9 Karakter
9
Tags from the story
,