07.06.07 – Decorate. Decorate. m.fl. – Musikcaféen, Århus

Foto: Jonas Lodahl
Foto: Jonas Lodahl

En blandet landhandel på Musikcaféen – Beta Satan, Decorate. Decorate., Death By Kite!

At lade flere bands spille på samme aften og på samme scene er et vovet foretagende. Det lokker gerne masser af tilskuere til, men med mindre grupperne har usædvanligt sammenfaldende fanskarer, betyder det samtidig, at ingen af grupperne er rigtig på hjemmebane blandt et publikum, som for hovedpartens vedkommende er kommet for at høre et andet band. Personligt var undertegnede kun for alvor bekendt med Decorate. Decorate.’s musik, men man skulle være et skarn, hvis man veg udenom at stifte bekendtskab med nye og potentielt spændende musikalske navne. Det skulle vise sig, at aftenen ville byde både på såvel det fortærskede som det nye og eksperimenterende.

Da Beta Satan med en afslappet attitude indtog scenen foran et ligeså afslappet publikum, var det med en spøjs cocktail af lidt elektronisk, lidt metal og et godt skvæt pop. Lydbilledet var hårdt og påtrængende men alligevel ganske melodisk, fængende og uden de store oplevelser af hverken musikalsk ekstase eller musikalsk fortabelse. Få blandt publikum benyttede chancen for at headbange, omend musikken ville have passet glimrende hertil. Good Charlotte mødte Linking Park til en omgang hård men catchy emo på Musikcaféens lille scene, og resultatet blev hæderligt men ikke imponerende. Ikke at der teknisk var en finger at sætte på gruppen, som ligeledes virkede som født til at stå på en scene. Musikken var blot ikke fængende nok til at egne sig som pophits og ikke indholdsrig nok til fordybelse. (Karakter: 4).

Væsentlig mere fængslende var post-punkerne Decorate. Decorate.’s entre med en hård og slagkraftig version af “Karen”. Nummeret er dog et af gruppens svageste, og det gavnede det ikke, at albumversionens minimalisme var forsvundet et sted i overgangen til livefremførelse. Råben trådte i et vist omfang i stedet for intensitet og ødelagde den stemningsfuldhed, der omgiver nummeret i dets albumversion fra debuten Normandie . Skuffelsen var dog kortvarig, da Decorate. Decorate. umiddelbart efter gled over i en fabelagtig version af “Europe Has No Heart”, som var, om ikke direkte bedre, så i hvert fald anderledes og spændende i forhold til albumversionen. Kendetegnende for hele koncerten var en vilje til at bevæge sig ud over albummets meget stilrene udtryk og afprøve nye musikalske muligheder; ikke bare gennem nye versioner af gamle nymre men også gennem tre nye numre. Det ene af disse betegnede forsanger Asbjørn Auring Grimm som Decorate. Decorate.’s fortolkning af techno. Denne parallel gik hen over hovedet på undertegnede men illustrerer fint, hvordan gruppen ser sit projekt som bredere end de rammer debuten fastlagde. Når man eksperimenterer vil der altid være nogle aspekter, der virker bedre end andre, og således var det også denne aften på Musikcaféen. Bortset fra “Karen” var numrene dog vellykkede, og enkelte steder løftede de sig markant. Det var eksempelvis tilfældet for en passioneret “International”, der blev dedikeret til 40-års dagen for Palæstinas ufrihed, og for afsluttende “Evelyn” der blev leveret med en sådan indlevelse og en sådan patos, at den hævede sig til et af koncertens absolut stærkeste numre. Alt i alt en spændende omend lidt kort koncert der viste nye sider af Danmarks måske stærkeste aktive navn indenfor mørk storbyromantik. (Karakter: 8).

Inden Death By Kite gik på scenen som aftenens sidste band, var publikums størrelse vokset betragteligt. Det kunne tyde på, at gruppen har en stærk fanbase, på trods af at den kun for ganske kort tid siden udkom med selvtitulerede debut Death By Kite. Gruppens fremtoning blev formet af Bjørn Lange på guitar/vokal og Sidsel Hermansen på bas/vokal. Disse to var placeret som musikalske statuer ved hver deres mikrofonstativ, og her blev de stående koncerten igennen. Selv trommeslager Kristian Kimer i baggrunden udviste mere fysisk dynamik end de to frontfigurer, som ganske bogstaveligt virkede fast forankret i shoegazer-traditionen. Musikken skulle tydeligvis tale for sig selv, og i den forbindelse er det svært at finde et konkret kritikpunkt.

Death By Kite spiller energisk indie-rock med en dyster side som en besynderlig krydsning mellem Clap Your Hands Say Yeah og Interpol! Blandingen var interessant, men melodierne kom alligevel til at fremstå en tand anonyme. Til gengæld var der en musikalsk intensitet, som blev opretholdt koncerten igennem, og som tyder på, at gruppen har andet og mere end at flygtigt aftryk af musikalske strømninger at byde på. Tilsammen virkede Bjørn og Sidsel i den grad som et par, der har brug for at lukke musikken helt derud, hvor den bliver nærværende. Det lykkedes ikke helt for undertegnede at blive revet med til denne koncert, men Death By Kite efterlod på trods heraf et positivt indtryk. (Karakter: 6).

Tags from the story

Skriv et svar