07.08.06 – Twilight Singers feat. Greg Dulli & Mark Lanegan – Lille Vega

Foto: Sam Holden
Foto: Sam Holden

Slagkraftig koncert med sortklædte indie-melankolikere

Twilight Singers startede som et sideprojekt for den tidligere forsanger i Afghan Whigs, Greg Dulli, men har efter Whigs’ opløsning i 2001 været hans primære band. På fire albums, hvoraf et består af covers, har Dulli fortsat stilen fra Afghan Whigs og afsøgt de melankolske sider af tilværelsen sammen med en række prominente gæstemusikere, bl.a. Mark Lanegan. Både Dulli og Lanegans navne var også sat på plakaten, ”Twilight Singers feat. Greg Dulli og Mark Lanegan”, denne aften på Vega, muligvis fordi navnet Twilight Singers i sig selv ikke er lige så kendt i Danmark som de to herrers.

Kl. 21.50 indtog Twilight Singers scenen, sortklædte og indhyllet i røg fra deres evigt brændende cigaretter. Dulli bevægede sig hjemmevant hen til midten af scenen for at tage plads med sin guitar bag et customized mikrofonstativ med indbygget askebæger og drinksholder.

Bandet lagde ud med nummeret ”I’m Ready” fra det seneste og meget selvransagende album Powder Burns. Fra første akkord blev der lagt op til, at det skulle blive en energisk og intens koncert, og det til tider noget anonyme lydunivers fra albummene var skubbet langt i baggrunden til fordel for en mere hårdtslående live-lyd.

Udover Dulli består Twilight Singers bl.a. af indie-singer-songwriter Jeff Klein på keyboard og en yderst velspillende rytmesektion, som var stærkt medvirkende til, at koncerten konstant udviklede sig og som skabte et sikkert fundament for Dullis vokal. Det er Dulli, der bestemmer i bandet, og han sørger for at instruere sine kollegaer, sætte tempoet op og ned, og bede Vegas lysmand om at holde fingrene fra en lampe, som Dulli allerede efter et nummer følte, var ved at brænde ham af. Dette betød, at bandet under stort set resten af koncerten stod i en svag rød belysning, hvilket stemte ganske godt overens med det generelle udtryk.

Efter yderligere to numre, og en joke omkring den samtidige Fat Joe koncert i Store Vega, som Dulli havde kigget ind til tidligere, kom Mark Lanegan på scenen. Det var tydeligt, at en del af publikum var her specifikt på grund af Lanegan og der blev hurtigt trængsel ved scenekanten da den tidligere Screaming Trees forsanger, ligeledes sortklædt, gled over scenen og blev præsenteret af Dulli. Hvor Dulli på denne aften var en særdeles udadvendt udgave af sig selv, boltrede sig på scenen og flere gange jovialt henvendte sig til publikum, repræsenterede Lanegan det introverte og nærmest sky.

Lanegan stod stort set urokkelig i højre scenekant og klamrede sig intenst til mikrofonstativet med øjenlågene klemt sammen som små sprækker, mens han leverede sin dybe og intense vokal til tre numre. Blandt disse var en noget tung musikalsk udgave af ”Where did you Sleep Last Night?”, som høstede et stort bifald. Lanegan forsvandt efter de tre numre, lige så let og ubekymret som han var kommet ind på scenen og han kom aldrig igen, hvilket må have været skuffende for den del af publikum, der var kommet på grund af hans efterhånden anseelige status i Danmark, bl.a. som følge af hans medvirken på Isobel Campbell udgivelsen Ballad of the Broken Seas.

Efter Lanegans korte, men intense bidrag annoncerede Dulli, at der nu ville blive spillet numre fra Powder Burns og igennem resten af koncerten kæmpede det velspillende band sig igennem numre primært fra dette album og Blackberry Belle. Et par gange forlod Dulli midten af scenen og placerede sig bag tangenterne. Her fik han et velfortjent pusterum på en aften, hvor Lille Vega var ved at koge over i sommervarmen, og absolut ikke var egnet for en forsanger, der er godt i stand og spiller musik i en genre, der byder ham at have en tilknappet, langærmet sort skjorte på.

Twilight Singers spillede med deres tre ekstranumre i alt en time og 25 minutter. Publikum fik et velstruktureret show med en oplagt Dulli i forgrunden og et forrygende band i baggrunden. Efter aldersgennemsnittet at dømme var der en del gamle Afghan Whigs fans, der var dukket op for at se, hvad der var blevet af Greg Dulli, men der var også en del yngre blandt publikum, muligvis på grund af Lanegan. Et minus ved koncerten var Lanegans korte tilstedeværelse. Da han medvirker på flere Twilight Singers numre ville det have været oplagt at beholde ham længere tid på scenen på bekostning af nogle af Dullis egne numre. På plussiden er der dog tale om en meget stabil og energisk koncert, som på trods af at Twilight Singers ikke er det største navn i Danmark, blev leveret til et tætpakket Lille Vega på en varm mandag aften.

Set-liste:
I’m Ready
Esta Noche
Too Tough to Die
Live with Me
Flashback (Where did you sleep last night)
Bonnie Brae
66
Teenage Wristband
There’s been an Accident
Candy Cane
Papillion
Martin Eden
40

——–
Killer
Underneath
Black is…

Skriv et svar