08.08.11 – Low – Lille Vega

At væbne sig med tålmod

Få kan som Low præstere så intime og hjertegribende stemninger, at man bliver suget ind i musikken og glemmer alt om tid og sted. Følsomt og holdt i et spartansk setup, leverer de altid store emotionelle øjeblikke af lige dele fryd, gåsehud, melankoli, tungsind og overjordisk skønhed.

Seneste album C´Mon er endnu et af slagsen og den fik vi adskillige prøver fra på et fyldt Lille Vega i går aftes. Andægtigt modtager folk den hårdtarbejdende trio – Low har fra tid til anden spillet op mod 200 gigs om året – og samspillet imellem mormonægteparret Alan Sparhawk og Mini Parker fra Duluth og den forholdsvis nye bassist Steve Garrington – som overtog efter Zak Sally (og Matt Livingston, der havde en kort visit under Drums And Guns) – er da også som vanligt en eksklusiv fornøjelse. Ikke at der ikke kan opstå gnister på scenen, for Sparhawk er så udpræget perfektionist, at det indimellem tangerer det maniske. I aften var ingen undtagelse, selvom Sparhawk holdt klædeligt på sig selv, når guitarstrenge og stemmebånd ikke helt ville som han.

Low har en eminent evne til at holde få blå toner i selskab med suveræne, både en, – og tostemmige vokaler, så man griber sig i at tænke, at sværere behøver det egentligt ikke at være, at lave enkel, men særdeles kraftfuld musik. Trioen har ikke flyttet meget på deres udtryk igennem efterhånden ni album. Vel var The Great Destroyer et friskt, udadvendt og rocket pust i Low-terminologi og på Drums And Guns flirtede trioen med elektronikken, men essensen og den velkendte formel var nu stort set den samme. Alligevel er hver ny udgivelse en himmerigs mundfuld dybblå melankoli for tristesse-feinschmeckere. Sadcore/slowcore genrens gudfædre – jeg ved godt et bands som Codeine og andre var før, men ingen har så stædigt, kompromisløst og langmodigt holdt fast i genren – falder simpelthen aldrig igennem, hverken på album eller live. Parkers rystende smukke vokal, Sparhawks enkle men dybfølte, afmålte, sanselige og indimellem helt Neil Youngske guitarsoloer, udgør grundstammen i Lows afsindigt sendrægtige, intimiderende og helt igennem rørende musik, hvor et fodslæbende modus varieres med enkelte eksplosioner af forløsende støj.

Trioen som i aften er udvidet med en keyboardist, går på stille som mus og ifører sig deres instrumenter, mens Parker indtager sin aparte opretstående position bag sit trommesæt. “Thank you for coming” bliver introduktionen og dermed stort set eneste ord bandet veksler med publikum før 90 min. senere. Efter en gudbenådet trio af ”Nightingale”, “Nothing But Heart” leveret med en syleskarp guitarintro og ”You See Everything” fra C´Mon, går Low tilbage i tiden til Trust og frembringer en alternativ og knugende sammenbidt version af ”Monkey”. Store determinerede klapsalver runger igennem lokalet og op mod scenen, men lige lidt hjælper det på responsen fra scenen, som blot modtages med ryggen til af Sparhawk, der allerede er i gang med endnu en omstændelig guitarstemning til næste nummer. Det betyder for så vidt ikke noget, at kontakten mellem band og publikum er så minimal, men pauserne imellem flere numre tager lige præcis så lang tid, at gassen nogle gange går af gåsehuden. Der bliver intet kommunikeret og uret tikker så vidt, at folk over tid ufrivilligt hopper ud af den hypnotiske stemning der hersker under numrene, og begynder af småtale sammen. Det er synd og skam, for musikken fortjener at stemningen forbliver i kroppen hele vejen uden afbrydelse. Lidt mere effektivitet på den front havde gjort undere.

”Everybody´s Song” er udadvendt og med større armbevægelser end vanligt, inden en tindrende smuk version af ”Silver Rider” overtager. Her er ikke et øje tørt og Robert Plant´s valg af netop det covenummerr til hans Band Of Joy album fra sidste år, siger vel alt om dets kvalitet og styrke. C´Mons ”Witches” hvor Sparhawk benævner en slagfærdig far, der stikker ham et baseballbat til at slå de imaginære hekse under sengen sønder og sammen, går fint over i ”Especially Me” og de sørgmodige linjer “Cry me a river/ so I can float over to you/ the bearer to deliver the news”, sunget sublimt af Parker, mens musikken holdes af gulvtampende trommer, dyb bas og tårefyldte guitarakkorder. Den afstedkommer aftenens andet store bifald, men livefavoritten ”Sunflower” er heller ikke ueffen. Herefter vægtes igen tre nykomlinge, ”Try To Sleep”, ”Majesty/Magic” og ”Done”, hvoraf sidstnævnte er for stille, statisk og kedelig i mit hoved. Den peppes dog godt op af ”Canada”, der desværre er Trust´s mest overvurderede nummer og jeg og min sidemand, ville have givet både kongerige og hest, hvis vi stedet havde fået ”(That´s How You Sing) Amazing Graze”. Den blev ingen dog beriget med i aften, i stedet fik vi en lidt lad, men godkendt version af ”Violent Past”. Heldigvis sluttede settet med en forrygende og altopslugende version af ”Pissing”, der bare kørte sine støjende repetetive guitartoner helt derud hvor fornuften hører op og urfølelserne overtager. En lang og lækker afslutning.

Efter et kort exit og “goodnight you´re very kind”, vendte bandet tilbage og pludselig blev Sparhawk helt snakkesagelig. Her tænkes selvfølgelig ikke i lange sætningsrækker og overstadig smiger til publikum, men han fik da rost os for at være et smukt folkefærd, der stadig cykler og ikke har for vane at snigmyrde folk. Den smukke ”Two Steps”, som desværre blev eneste indslag fra fornemme Secret Name, bragte på ny stort bifald, indtil ”Murderer” går i kage for Sparhawk. Han får heldigvis rettet op uden synderlige temperamentsudfald – noget han ellers kæmper gevaldigt med i livesituationer – inden den hudløst personlige ”When I Go Deaf” afslutter den 105 min. lange koncert. Den dedikeres til hans kone, hvorpå der igen går kage i den, da han slet ikke kan finde tonelejet. Mens publikum holder vejret med frygt for überperfektionistens forstående anger management kurser, undskylder Sparhawk med et helt klædeligt glimt i øjet og alt er forladt.

Jeg har efterhånden set Low et utal af gange, og denne holdt vanlig høj standard. Skulle der være en anke eller to, må det være de tidligere nævnte pauser mellem numrene, som suger den himmelske oplevelse lidt ud af foretagendet, og at de eksplosioner som Low også er garant for blev holdt lidt for meget i ave. Som om at de blev imploderende i stedet. Alligevel er det en udpræget og sanseberigende fornøjelse, at være i selskab med det ualmindeligt musikalsk begavede band udi mørkets og melankoliens aflejringer.

 

Tags from the story

Skriv et svar