08.06.12 – The Cardigans – Tivoli, København

The Cardigans i Tivoli (foto: Lars Asmussen)

Stor gensynsglæde da The Cardigans gæstede Tivoli

At svenske The Cardigans fredag aften spillede fredagsrock i Tivoli i København, kan roligt betegnes som et scoop for forlystelsesparken. Det er efterhånden fem år siden af The Cardigans sidst spillede sammen, og de har i denne omgang valgt at give fem koncerter, hvor albummet Gran Turismo spilles. At Tivoli i København var en af dem var eksklusivt, og vi var mange der glædede os til at se, hvordan formen var hos de populære svenskere.

Umiddelbart var det en skuffelse kun at skulle opleve albummet fra 1998 i aften, for The Cardigans har bestemt meget andet, og bedre, materiale i ærmet. Men fremførelsen af Gran Turismo gik nu meget godt. Setlisten var selvsagt ikke nogen overraskelse, men formen og kvaliteten af materialet var god. Allerede under ”Erase/Rewind” var publikums hjerter vundet, og det var kun regnen der frembragte en smule mismod hos en del gæster, der søgte ud til kanten af plænen under træerne. Det gav plads til resten af os foran scenen, og regnen stoppede da også efter en god halv time.

Når der nu ikke var overraskelser i setlisten, så blev jeg positivt overrasket af det skud ekstra energi der blev lagt i numrene, hvilket særligt kunne mærkes i de mere rockede ”Hanging Around”, ”My Favorite Game” og særligt ”Do You Believe”, hvor der blev trykket til den på scenen. Det blev godt modtaget, og det var nødvendigt for at holde liv i live-fremførelsen af det til tider lidt tandløse Gran Turismo.

Nina Persson var veloplagt og havde en god kontakt til det danske publikum. Man fornemmede tydeligt glæden ved at spille sammen igen hos The Cardigans. hvilket alt sammen lover godt i forhold til nyt materiale fra svenskerne. Gruppens spilleglæde, humør og musikken i sig selv, havde smittet af på os, og derfor var det med stor ærgrelse for publikum, da The Cardigans forlod scenen efter albummets sidste nummer ”Nil”. Der MÅTTE da være mere. Det var der heldigivis.

Der gik et minuts tid, og der stod de så igen. Hele otte ekstranumre havde The Cardigans med til os – en hitparade som nok var nøje planlagt af Persson og co., så publikum ikke blev spist af med et album på 40 minutter fredag aften i Tivoli. I anden halvdel af koncerten var vægten lagt på albummet Long Gone Before Daylight, hvorfra vi fik ”For What It’s Worth”, ”You’re the Storm”, ”Live and Learn” og ”Communication”. Derudover var gennembrudshittet ”Lovefool” selvfølgelig også blandt bonusnumrene, hvilket vækkede nostalgien på plænen denne aften.

Sammen med et par populære b-sider gav disse bonusnumre koncerten et sidste løft, hvilket hævede koncerten til en meget vellykket en af slagsen. Plænen var fyldt, og gensynsglæden mellem publikum og The Cardigans var stor. Gensynsglæden og spilleglæden syntes også at være stor på scenen. De hele nitten numre på setlisten blev fremført med god variation og i høj kvalitet. Nina Persson og The Cardigans er ikke glemt af danskerne efter et par års pause, hvilket blev bevist ved en hyggelig og vellykket koncert i Tivoli velkendte omgivelser.
[nggallery id=147]

Tags from the story
,