08.10.10 – Cherry Overdrive – Beta, København

Cherry Overdrive på Beta (Foto: Lars Asmussen)

De kom. De fræsede. De gav baghjul

Et dansk all-girl rockband er desværre et sjældent syn på musikscenen herhjemme, så det var derfor med stor glæde og forventning, at jeg skulle stifte bekendtskab med københavnske Cherry Overdrive og deres melodiøse blanding af garagerock og mere skæv og varm surfrock. De gæstede Beta på Amager, og på papiret var en sen fredag aften perfekt til at få serveret rock af Lene Kjær Villum (Foxy), Cecilia Cresso (Miss Cresso), Karen Gudiksen og Maria Bateria,

De fire rock-chicks stod solidt på scenen iført ens korte kjoler, og var usvigeligt sikre fra start til slut. Humøret og pigernes sound var der ikke en finger at sætte på i aften. Bag mikrofonen var Foxy smilende, og hun kommunikerede jævnligt med det alt for lille publikum, hvilket tydeligvis smittede af og fik smilene frem i salen. Repertoiret bestod dels af numre fra den spritnye skive Go Prime Time, Honey og dels ældre numre. Numrene fik en mere rå kant end på plade i aften, hvilket skyldtes lidt ekstra fræs på de støjende guitarer. Lyden svigtede ikke på noget tidspunkt, og kombineret med Foxy’s karakteristiske hæse vokal, som sad lige i skabet, blev denne del af showet gennemført til perfektion.

I forhold til den enorme energi der ligger i Cherry Overdrives musik, kunne jeg godt have ønsket lidt mere energi på scenen. De tre forreste var mestendels stillestående, og når det nu virkede så enormt godt, når pigerne sjældent indtog lidt andre positioner på scenen, for at skeje lidt ud i deres sceneshow, var det ærgerligt, at det ikke skete lidt oftere. De har både musikken, kvaliteten og charmen til det, men den del af løjerne kom bare ikke helt ud over scenekanten i aften. Bag trommerne kunne man dog ikke klage over manglende energi. Maria Bateria talte for op til de fleste numre, og hun spillede stærkt og myndigt. Hendes udstråling og energi reddede trods alt sceneshowet fra på nogen måde at blive kedeligt. Højdepunkter var der dog stadig mange af, og især numrene ”1500 Miles”, ”Black Beetles” og ”Reptiles” havde så rigeligt potentiale til at skyde en fest i gang – aftenens lille publikum kunne bare ikke helt svare igen på Cherry Overdrives opfordringer til fest.

Cherry Overdrive har i de sidste par år brugt mest tid på at turnere i resten af Europa, og de kunne godt være blevet budt lidt bedre velkommen hjem til Danmark end det beskedne fremmøde i Beta i aften. De turnerer resten af oktober landet rundt på den såkaldte Fuzz Rock Tour sammen med Sedated Angel, og lad dette være en opfordring til at komme ud og høre pigerne trykke den af, så vi fremover får mere glæde af dem herhjemme.

Tags from the story
,

Skriv et svar