08.11.2019 – Sacred Reich – Pumpehuset

Foto: Bjørn Haldorsen
Foto: Bjørn Haldorsen

Sacred Thrash

Fem albums, et par EP’er og et par live-udgivelser er det blevet til, siden Phil Rind og Wiley Arnett var med til at danne det amerikanske thrash-metal-band i Arizona i 1985. Det var tiden, hvor bands som Slayer havde sat standarden for, hvordan metal skulle lyde, og med til at sprænge rammerne for rockmusikkens konventioner. Det er nok lige i overkanten at sige at Sacred Reich var med til at skabe firsernes thrash metal, men bandet har ubetinget været med til at udforske og cementere thrash som genre og på den måde sætte sit præg. I dag, godt 34 år senere, stod d’herrer Rind og Arnett igen på scenen i Pumpehuset med Dave MacClain tilbage på trommer efter en smuttur til Machine Head på hele 23 år. 23 år er også alderen på den nye rytmeguitarist Joey Radziwill, som har erstattet den oprindelige Jason Rainey, som desværre var nødt til at trække sig på grund af helbredsårsager. Heldigvis kunne den unge Joey træde til, nok især fordi hans far, Tim Radziwill, har spillet trommer for bandet ved flere live-events. It stays in the family!! Men først skulle vi lige forbi Ventura, Californien, hvor aftenens opvarmning i form af trioen Night Demon kom fra.

Night Demon ****

Bas, guitar og trommer er grundbestanddelene i den meste rock, og Night Demon gør absolut intet for at afvige dette princip. Det kan der komme meget god musik ud af, men det kræver enten gode melodier eller signifikante, bemærkelsesværdige evner på instrumenterne. Drengene fra Californien havde ikke rigtigt nogen af delene, og det var da også Motörheads ”Overkill”, der stak mest ud den første halve time. Energien fejlede dog ikke noget hos Night Demon! De lagde ud med brask og bram og arbejdede hårdt for at fange publikums opmærksomhed, men det nåede ikke rigtigt ned til tredje række, hvor undertegnede stod. Og jeg fik hurtigt en fornemmelse af, at bandet ville egne sig glimrende til en mindre privatfest, hvor det bare handler om at fyre partybomben af. Men som et navn på plakaten til Sacred Reich var de ligegyldige.

Foto: Bjørn Haldorsen
Foto: Bjørn Haldorsen

Sacred Reich ********

Selvom bandet har holdt udgivelsespause i 23 år, fejler energien og intensiteten ikke noget på deres nye Awakening, som netop er udgivet. Det blev der sat tyk streg under ved åbningsnummeret ”Manifest Reality”, som fra starten af satte publikum under et fysisk tryk fra MacClains eminente og varierede trommespil og Rinds tunge bas. Og da først lydmanden havde fundet et passende niveau til Arnetts sologuitar, faldt det hele hurtigt i hak – og vi blev blæst væk i en velsmurt thrash-fest af de helt store. Hvis nogen havde frygtet, at Rind & Co bare var ude for at tjene lidt håndører på deres solide bagkatalog, blev det hurtigt gjort til skamme. Der blev spillet en del numre fra Awakening denne aften, og selvom de ikke slår klassikerne, var der masser af kvalitet og ikke mindst intensitet i det nye materiale.

Foto: Bjørn Haldorsen
Foto: Bjørn Haldorsen

Måske skyldes det til dels MacClains tilbagekomst, som har skudt nyt vitamin ind i blodet på de andre. Hvem ved! Uanset hvad fungerede det bare på scenen denne aften, og Rind poserede med det mest imødekommende og positive væsen, jeg længe har oplevet til en metalkoncert. Det var tydeligt, at han nød samværet med publikum og samspillet på scenen, og så accepterede vi også, at der lige skulle sludres lidt mellem numrene. Det er dog ikke Rinds hyggelige anekdoter, koncerten vil blive husket for, men derimod et solidt sæt af nyt og gammelt, som i den grad svingede sammen. Og da sidste nummer blev ”Surf Nicaragua” fra 1988 var cirklen fuldendt. Thrash, spillet på den rigtige måde, bliver man sgu kun glad i låget af!

Foto: Bjørn Haldorsen
Foto: Bjørn Haldorsen

Karakter

8 Karakter
8
Tags from the story
,