08.04.06 – Randi Laubek – Pumpehuset

randilaubek-presse2006-565x377

En aften i dualitetens tegn

Yin og yang, salt og peber, Chip og Chap. Verden består af to dele, der komplimenterer hinanden, også når det gælder Randi Laubek. Fredag aften så det ud til, at den nordjyske sangerindes musik bedst kan nydes i tosomheden. Pumpehuset var i hvert fald pakket til randen med par, der var pakket ind i hinanden. Indimellem parrene gemte sig her og der veninder iført kernelæderstøvler og den seneste top fra Bruuns Bazar. Med hinanden under armen stod de tålmodigt og ventede på aftenens hovedperson. Den livlige snak blev snart overdøvet af taktfaste klapsalver, der snart fik Randi Laubek på scenen. Med en ubeskrivelig stemme har hun for længst charmeret sig ind på listen over de mest interessante live kunstnere i Danmark. For når hun optræder, er det som at se to forskellige kunstnere. De to Randi’er er begge fascinerende, den ene i sin indlevelse, den anden i sin udlevelse.

Indadvendte Randi Laubek er intens og stærk. Med lukkede øjne leverede hun ”You Changed Direction” fra debutalbummet Ducks and Drakes. Som et blomsterbarn på sommerengen boltrede hun sig i vokale fraseringer, der fik de små hår til at rejse sig op. Hendes fortryllende stemme er det, der holder publikum fast i de intime øjeblikke, hvor Randi Laubek forsvinder i musikken.

Udadvendte Randi Laubek leverer tør humor med et flirtende smil, der understreges af en fløjlsblød stemme. ”Næste sang har en meget ond tekst. Og vi har valgt det her nummer, for vi er nemlig meget onde”. Den introduktion til en cover udgave af Prince-nummeret ”Strange Relationships” var som at høre Liam Gallagher erklære sin udødelige kærlighed til Damon Albarn. Med sin nyfundne rock ‘n’ roll attitude kastede Frk. Laubek med band sig ud i en inspireret sammensmeltning med hittet ”In Port”, der hærgede radiobølgerne for et par år siden. Genialt træk, der fik folk i salen til at hengive sig til musikken i stedet for hinanden.

Randi Laubeks seneste album Figures of Eight er skabt på baggrund af amerikanske musiktraditioner som gospel, blues og country, så i aftenens anledning havde en del af det gamle materiale fået et lille country twist med lidt pedal steel og orgel. Og mon ikke der venter et rock album i fremtiden? Det skulle man i hvert fald tro, når man lytter til den nye version af ”New Beginning”, der lægger sig tæt op af støj rock. Som en i publikum bemærkede: ”Nu går der sgu snart Metallica i den!” Randi Laubek er uden tvivl musikalsk begavet med et gudommeligt udtryk, der spreder sig på tværs af genrer. Men netop denne aften stod det samtidigt også klart, at det nye materiale står svagest. Tempoet faldt gentagne gange, når nye numre som ”Only Rain” og ”River Black” blev spillet. Dermed blev det lidt af en bølgegang mellem to poler. Men man går gerne gennem ild og vand, himmel og helvede og højt og lavt tempo for at nyde en stemme så forførende og medrivende som Randi Laubeks.

Setliste:

”Does It Even Matter”
“You Changed Direction”
“Only Rain”
“Tapestry of Fire”
“Airworthy”
“Strange Relationship”
“In Port”
“Catherine Wheel”
“My King Has Come”
“River Black”
“Thin Ice”
“Midsummer Flu”
“Evolution”
“Somewhere Over The Rainbow”
“Lodestarlodestone”
“New Beginning”
“Moon Soul”
“Madness Sadness”
“What You Feel Like”
“Free”

Skriv et svar