08.04.06 – Under Byen – Store Vega

underbyen-presse2006-565x377

At se ind i en stjerne

Okay, hvis grunden til at du har trykket dig ind på denne anmeldelse er, at du vil have svar på om du burde spendere hvad-det-nu-koster-og-det-er-heldigvis-ikke-særlig-meget og styrtløbe ind for at høre og se Under Byen næste gang de spiller koncert i din by eller dit land eller måske endda et andet land, ja så kommer så svaret her: Ja, det burde du. Kraftstejleme. For det fås ikke bedre på dansk grund.

Lørdag aften i Vega var det splintrende, svajende, svævende, smilende, sejlende, strålende, strømmende, ja faktisk helt overstrømmende at opleve de århusianske spillemænd- og kvinder. På den måde var der ikke sket de store forandringer. Under Byen live er og bliver et smukt-skrøbeligt tordenvejr af allerfineste karat. Alligevel kan man fremhæve tre fornyelser ift. tidligere koncertbedrifter.

For det første er der, som alverdens kritikere har påpeget, med den senest udgivne plade, Samme Stof Som Stof, kommet mere tyngde, mere kraft, mere hårdhed og mere kompleksitet ind under byen, hvis mørke trappegange tidligere primært er blevet poleret med sfæriske, yndefulde, hjerteskærende stoffer. De er der stadig, de stoffer, men de er blevet lidt hårdere, også live, hvor der virkelig bliver hamret igennem i den trommetrampende “Pilot” og virkelig brændt igennem på den allermest skærebrændende facon i “Film og Omvendt”.

For det andet er den amazoniske svæveblomst af en sangerinde, Henriette Sennenvaldt, rykket tilbage på scenen, så hun nu i mindre grad fremstår som et øjenmagnetisk fikspunkt og mere som en del af bandet og dets lydbillede på linie med de øvrige violiniserende, savtakkende, tangentiske, trommende, bassende og bissende medlemmer. I sammenhæng med bandets fuldstændigt ordløse, men glædestrålende og overfor det lydhøre publikum aldeles taksagelige optræden gav det udmærket mening.

Den egentlige årsag til Sennenvaldts tilbagetrækning skal dog snarere findes i Under Byens tredje nyskabelse – den visuelle opgradering. Fem svajende bannere, hængende fra loftet ned bag orkestret, lod sig overdække af helt enkle, men virkeligt effektfulde projektioner, ofte med de samme grafiske mønstre som præger den nye plades cover art. I samklang med et farveforstærkende lysshow, der i de allermest intensitetssitrende støjmomenter udviklede sig til et stroboskopisk inferno – lysets svar på hvid støj – voksede dette femdelte bagtæppe efterhånden sammen med orkestrets levende væsener til en nærmest hypnotiserende underoververden, der fik publikum til at opføre sig som aldeles andægtige, stille lyttende bremerbørn i nærheden af Rottefængeren fra Hameln. Og det var så måske det eneste, undertegnede savnede lørdag aften i Vega; denne dansende, svingende fælleskrop, som ikke mindst den nye og mere fysiske udgave af Under Byen burde kunne omdanne koncertgængerne til (og som de jo altså har gjort før).

Ja, jeg har jo sådan set slet ikke skrevet nok om denneher koncert, om dens sange og dens lyde og dens lys og dens farver. Om fugle og ild og sorte hjerter og siamesere og sylfider og hjertebørn og pantere og plantager og tindrende, heftige legesager og meget mere af det samme stof som det stof som stof er gjort af. Egentlig burde jeg bruge i hvert fald et par dage mere på at finde de helt rigtige ord til at ramme den. Men så alligevel. Ordene kan godt gå hjem og lægge sig og dem der gerne vil have en koncertoplevelse ud over det sædvanlige kan så til gengæld godt lægge sig ind under byen. Det er det allerbedste sted at være i hele den danske musikverden.

Tags from the story

Skriv et svar