08.12.06 – Olesen-Olesen – Huset i Magstræde

Foto: Marc Fluri
Foto: Marc Fluri

Melankoliens mestre indtog Huset i Magstræde

Med et tungsind så stort som Finland indtog Olesen-Olesen det hyggelige hus i Magstræde og omdannede det til en lavloftet melankolsk hule. En hule som det fremmødte publikum tydeligvis ikke havde noget imod at opholde sig i, i den halvanden times tid den tyve numre lange koncert varede. Med sig havde Peter H. Olesen og Henrik Olesen Michael Lund, der siddende skabte den helt rigtige stemning med sin dobroguitar og sin lap steel. Senere, efter ”Soomerferie Zimmerroom”, blev trioen til en kvintet idet el-pianoet blev taget i brug, og en ekstra guitar kom ind fra venstre.

Koncerten var Olesen-Olesens sidste inden de påbegynder skrivningen og indspilningen af deres kommende album, der bærer arbejdstitlen Kain & Abel , og som formentligt bliver en dobbelt-EP. Måske derfor var spilleglæden så stor denne aften. Stemningen var afslappet og bandet talte muntert sammen på scenen, men alligevel blev samtlige numre serveret knivskarpt og uden nogen former for slinger. Spilleglæden forplantede sig til publikum, der sad og slubrede musikken og Peter H. Olesens tekster til sig i en sådan grad, at jeg tør garantere, at det var de færrestes tanker, der kredsede om tidens så populære julefrokoster og alt hvad dertil hører. Tekster man kan blive væk i.

Bandet kom rundt om en stor del af deres (til næste år) tiårige karriere som Olesen-Olesen – en karriere, der foreløbig er kulmineret med sidste års Solsort og forstærker . Kigger man på nedenstående sætliste, behøver man dog ikke ligefrem være Sherlock Holmes for at kunne se, at Olesen-Olesen indtil nu har leveret en lang række yderst lytteværdige og tankevækkende numre. Numre de i den grad formår at omsætte til live-situationen.

Spilleglæden er intakt og det er tungsindet i høj grad også. Så nu er der ikke andet at gøre end at læne sig tilbage og vente på næste udspil fra de to brødre.

Setliste

1. Jack Kerouac i Jylland
2. Finland
3. Solsort og forstærker
4. Hårdnakket idyl
5. November mere end nogensinde
6. Jeg lytter til country langt ud på landet
7. Ræk mig flasken
8. Sommerferie Zimmerroom
9. Ikke kun i Nordvest
10. Anomnyme melankolikere
11. På Eik Skaløes Plads
12. På et køligt loft
13. Jysk beatnik
14. Venter på renæssancen
15. Hvad kan jeg se frem til?
16. Hr. Biedermeier

Ekstra 1
17. Set gennem en voksende rus
18. Lil’ Johnnys mund?

Ekstra 2
19. Husråd og mundheld
20. Audrey Hepburn

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar