09.03.11 – Kaizers Orchestra – Store Vega

I min pladesamling, står der en plade. Den er sjælden, og eftersigende er den mens årene er gået, og støvet har lagt sig på den, stille og roligt blevet penge værd. Jeg hører den sjældent, og den står der, som et kært minde om en svunden tid. Pladen er Kaizers Orchestras Ompa Til Du Dør, som jo netop i år har rund fødselsdag. Pladen står på mange måder som et tidsstempel i min musikalske livsrejse. Kaizers var det fedeste der fandtes, dengang i 2001, hvor studenterhuen snart skulle trykke på mit kloge hoved og verden var et sted man følte man ejede.

Og det er derfor jeg bliver nødt til at medgive, at jeg sikkert i mellemtiden er blevet en gammel, sur mand. For jeg er i et dilemma omkring den her koncert. Derfor vil jeg også gerne starte denne anmeldelse med at anerkende, at Kaizers stadig, uden sammenligning, er et af de mest professionelle, velspillende orkestre jeg har set. Det sidder i skabet fra start til slut, alt er lagt til rette så det virker efter hensigten og det seks mand store band er uhyggeligt godt sammenspillede. Der skal heller ikke herske tvivl om, at Kaizers i den grad formår at piske et publikum op til fest. Og der var kæmpe fest i salen og på balkonen.

Men tilbage til dilemmaet:

For på den ene side er det fedt at se et liveband, som kan hive alle tricks fra “Sådan laver du en virkelig fed koncert: tips og tricks”-bogen op af hatten og servere dem, uden at det virker kikset eller fortærsket. På den anden side er det sgu også lidt problemet: musikken træder totalt i baggrunden til fordel for gasmasker, gimmicks og finde-smuk-pige-på-første-række-og-syng-en-sang-til-hende. Det hele kommer til at virke underligt kalkuleret, som et rockens svar på Britney Spears eller Lady Gaga. Det passer fint til poppens blankpolerede facade, men skurrer når det sker i sigøjner-rockens baggård.

På den ene side var det fedt at se, hvor vel orkestreret det hele var, på den anden var det en lille smule tungt, at det var de samme træfsikre tricks som blev brugt hele vejen igennem koncerten, og jeg blev i tvivl om, hvad det var jeg var der for at se, og dermed også hvad præmissen for at anmelde netop Kaizers Orchestra bør være: Musik eller show. Showet og håndværket var i top og Kaizers har jo som erklæret mål at være verdens bedste liveband. Men jeg havde svært ved at se at musikken i sig selv havde meget at byde på i år 2011: Kaizers har netop udgivet første del af en album trilogi, en plade som jeg vender tilbage til i næste uge, og som jeg også skrev om i vinters. Dengang blev der fra bandets fortalt om, hvordan man nærmest havde nedlagt Kaizers og havde genopfundet det fra bunden. Jeg må indrømme at jeg har svært ved at se forvandlingen, og på Vega smeltede nyt og gammelt da også i den grad sammen til en suppe, som var umiskendeligt Kaizers. På den måde gjorde Kaizers lige præcis det de er bedst til: At få den halve del af publikum som kender dem fra “gamle” dage til at føle sig som den halvdel, hvor studenterhuen er på vej til at trykke til sommer. I den verden, er alt det med de store voksne følelser og kærligheden, for en stund lige meget, når vi blæser derudaf og bare lader os rive med. Det var, på trods, en befrielse.

Tags from the story
Written By

Skriv et svar