09.06.10 – Garcia plays Kyuss – Loppen

Ørkenrotter på Loppen

De udgav deres sidste studiealbum for femten år siden, de opnåede aldrig den berømmelse, mens de var aktive, som de har i dag, og alle de oprindelige medlemmer er for længst blevet kendte i alle mulige andre sammenhænge. Ikke desto mindre var det noget af en begivenhed, at den tidligere Kyuss-sanger, John Garcia, gæstede et totalt udsolgt Loppen, for netop at præsentere nogle af de melodier, man kan finde på Kyuss’ i alt fire albums + det løse.

Det skal selvfølgelig understreges, at intet kan erstatte de originale medlemmer, og slet ikke, når der er tale om en så unik guitarist som Josh Hommes. For det er naturligvis ham, sammen med Garcia, man forbinder med det gamle stonerrockband. Denne aften stod således tre professionelle lejesvende på scenen sammen med Garcia, og leverede en helt og aldeles godkendt indsats. Især var det fantastisk at mærke den sugende bund i guitaren, der udgør størstedelen af det massive angreb, man bliver udsat for, når man begiver sig ind i Kyuss’ støvede og ramponerede rocklandskab. Det er i alle henseende en komplet umulig opgave at erstatte Homme – alle vil falde ved siden af – men denne aften stod Bruno Fevery fra belgiske Arsenal klar bag aftrækkeren og fyrede den ene bredsalve af efter den anden, samtidig med at han kompetent gjorde hvad han kunne for at leve op til standarden. Ikke nogen nem opgave, men han gjorde det godt. Josh Homme har aldrig været nogen sprællemand på en scene, og det kan man heller ikke klandre Fevery for at være, hvis man endelig skulle sige noget om den lidt reserverede guitarist.

Både bassisten Jacques de Haard fra Agua De Annique og Rob Snijders på trommer fra hollandske Kong arbejdede professionelt, uden at de på nogen måde gjorde noget væsen af sig.

Publikum fik sikre træffere som ”Supa Scoopa and Mighty Scoop”, ”Green Machine” og ”Gardenia” (hvor den tidligere trommeslager Brant Bjork medvirkede ved koncerten i Berlin for nylig), og jeg må tilstå, at jeg alligevel blev noget overrasket over, at adskillige fra publikum rent faktisk var i stand til at synge med på både omkvæd og dele af de syrede vrøvletekster. Der er tale om ægte fans her. Og det er lige præcis her, det er en helt igennem fantastisk oplevelse at opleve Garcia og Kyuss-sangene. Det er som at løbe på nogle af sine nærmeste venner, man ikke har set i rigtig lang tid. Man bliver bekræftet i, at kvaliteten holder, og gensynet bliver ikke mindre end en personlig oplevelse af de helt sjældne.

Sætlisten bestod af numre fra Kyuss’ sidste tre udgivelser, man gik behændigt uden om Wretch (’91), som heller ikke er specielt overbevisende, og aftenens højdepunkt kom da ”El Rodeo” fra …and the Circus Leaves Town (’95) blev leveret med lige dele coolness og brølende rock. Da var jeg noget nær lykkelig.

John Garcia beviste, at han stadig har en af de bedste stemmer til denne slags ørkenrock, og bortset fra enkelte passager, hvor de mere psykedeliske elementer trak kadencen ud af showet, var det meget tæt på at være den ægte vare. Tættere på kommer man i hvert fald ikke, før Josh Homme en dag forhåbentlig ringer til sin gode ven Garcia og foreslår en reunion.

Skulle det ikke ske, kan vi til gengæld glæde os til at John Garcia til næste år udgiver sit første soloalbum under navnet Garcia vs. Garcia med numre, han har skrevet de seneste tyve år, og som han har lagt ned i en lille, sort kasse, når han ikke lige kunne få dem til at passe med enten Kyuss eller nogle af hans andre projekter.

Tags from the story

1 kommentar

  • Monsterkoncert. Og ja, jeg var også lykkelig da “El Rodeo” triumferede, – egentlig var jeg sgu lykkelig gennem hele det fænomenale sæt.
    In Dust We Trust!!

Skriv et svar