09.05.06 – Keith Caputo – Lille Vega

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Kedsommelige Caputo

Det hele begyndte egentligt ganske godt… Først kom trommeslageren ind på scenen og begyndte at spille, så sluttede bassisten sig til og ikke længe efter kom guitaristen, og sammen spillede de et groovy nummer, der fungerede som intro til hovedpersonens entré. Da den lille mand umiddelbart efter dukkede op iført en Jim Morrison-shirt, høstede han et lille bifald fra de mange fremmødte tilskuere – og så var koncerten i gang.

Det skulle hurtigt vise sig, at vægten var lagt på de nye numre. Det betød, at over halvdelen af de 13 numre stammede fra Keith Caputo’s aktuelle album Hearts Blood on Your Dawn – et album, der så vidt jeg ved, ikke er blevet udgivet i Danmark. Det nye album er efter de første par gennemlytninger (det kan høres på www.keithcaputo.com ) utrolig kedeligt bygget op omkring endnu kedeligere melodier. Således også live, hvor Keith Caputo’s stemme bestemt ikke var med til at gøre oplevelsen større. Den intense stemme og de melodier, der altid har kendetegnet Caputo’s sange og vokal var væk – og her er det faktum, at han var forkølet denne aften ingen undskyldning. Tilbage stod ordinære amerikanske sange, som enhver amerikaner med en guitar og en dertil hørende forstærker kan stykke sammen. Vokalen, der ledsagede de intetsigende sange, var en blanding mellem Mike Tramp og Bruce Springsteen, hvilket i og for sig er helt okay – bare ikke når man havde forventet én, der sang som Keith Caputo gjorde engang.

Når alt det er sagt, så var der skam også gode sange i blandt. Således kom vi omkring ”New York City”, ”Razzbarry Mockery” og ”Selfish”, der alle stammer fra den fremragende solodebut Died Laughing. Især sidstnævnte udviklede sig til en fællessang af de større, og vækkede glade minder til år 2000 hvor Keith Caputo gav koncert på Roskilde Festivalens Grønne Scene, hvor de fleste af numrene stammede fra Died Laughing.

Der var også blevet plads til tre Life Of Agony-numre på sætlisten. De to stammede fra Life Of Agony’s Broken Valley, der efter en band-pause på otte år udkom i 2005. Disse rockede godt og var et friskt pust til koncerten. Et friskt pust var aftenens sidste nummer bestemt ikke. Aftenen sluttede nemlig af med ”Let’s Pretend” ( Ugly , 1995), der denne aften var lavet om, så den var intetsigende i en grad, der burde være kriminel – især når nummeret i sig selv faktisk er udmærket.

Måske var aftenens koncert god for nostalgikere og hardcore fans, men for rock fans anno 2006 har Keith Caputo intet at byde på, hvis der skal dømmes ud fra denne aften.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar