10.03.12 – Tindersticks – Koncerthuset, Store sal

Arkivbillede

Sublim og åndeløst smuk koncert fra Nottinghams bedst klædte band

Efter et par lunkne albums har Tindersticks fundet tilbage til fortidens form på seneste udspil The Something Rain, der – bortset fra det langtrukne åbningsnummer ”Chocolate”, som over ni minutter bliver en rigtig søvndysser – er en rigtig god plade.

Hvis man forventede, at Tindersticks lørdag aften i Koncerthuset ville vælge alene at fokusere på netop det album, var det heldigvis et anderledes refleksivt fokus de engelske elegantierer havde for øje, for koncerten lagde for med et triumvirat af tilbageskuende skæringer. Den eminente ”Blood” fra deres debut-mesterværk Tindersticks (First Album), startede og blev fulgt af den underskønne ”If You´re Looking For A Way Out” fra den soulede og ikke helt igennem vellykkede Simple Pleasures. Herefter skød de ofte underspillede kammerpoppere den fremragende ”Dicks Slow Song” fra klassikeren Curtains af og min glæde var stor.

Lyden var fantastisk, knivskarp og organisk rund og de sharpdressed englændere udstrålede spillelyst og forventningens glæde lod til at blive indfriet. Den sikre og velgørende åbningstrio af numre fra bagkataloget blev fulgt af første nummer fra nyeste udspil, The Something Rain´s lange og reciterende dødbider ”Chocolate”, der på plade kalder mere på forsigtig gaben end begejstring. Den træge sang reciteret af keyboardisten David Boulter, fungerer dog bedre live end på skive, for på scenen kommer der langt mere spændvidde, liv og drama i nummeret og det løft får det til at klikke i aften.

To nykomlinge mere i kraft af den lounge-jazzede ”Show Me Everything” og den kraftfulde ”The Fire Of Autumn” viste, at Tindersticks stadig er dygtige og lækre melodimagere med sans for stemninger og stil. Særligt sidstnævnte var et kærkomment rocket pust efter den sneglefartsagtige ”Chocolate”. Dejligt med muskler og fremdrift efter de henholdende minutter. Bassisten slog faktisk sin guitar an med plekter og deciderede rockriffs, mens trommeslageren slog med et kraftigt og maskulint rockpunch, hvilket efterhånden er et sjældent syn hos bandet.

Den udpræget velklædte trubadur Stuart A. Staples er fortsat en frontmand og crooner af stort format. I ham har Nottingham-kollektivet et absolut unikum. Den mand har en stemme mange ligesindede ville sælge deres bedstemor for. Dyb fløjsblød baryton med udsøgt vibrator af guds nåde og en elegant cool men samtidig passioneret prescence og blæret nærvær, der er få forundt på dagens rockscene. Han er et reserveret men vindende gemyt, der varmt og elskeligt holder om sit publikum med et favntag af fløjl og lune. Han er udpræget i sit es under den afsindigt smukke og sublimt underkølede ”A Night So Still” og var der nogle der så meget som kløede sig i håret under den seance, ville man opdage det, så stille var der blandt publikum.

Der er så godt som nul action på scenen, det er i selve musikken, man skal finde Tindersticks’ nerve og sjæl. Musikerne gør ikke meget væsen af sig og det er i de små nuancer man opnår de store øjeblikke. Det er til gengæld hårrejsende godt, når bandet virkelig rammer plet og fylder Koncerthusets vægge ud med vellyd. Og det gjorde kvintetten mange gange i løbet af aftenen. Som f.eks. på den magiske ”Medicine”, der modsat titlen omsorgsfuldt og rørende smelter hjerter og har de lækreste guitarlicks og saxfraseringer omkring Staples’ ypperlige røst. Også ”Slippin Shoes” bossapop går rent hjem blandt publikum, mens Waiting For The Moons ”4:48 Psychosis” rykker atypisk meget volumen af strengene og er næsten så intens, at det er snublende tæt på ørepropper – det har jeg sgu aldrig prøvet til en Tindersticks koncert før!

”Come Inside” burde lukke det reelle sæt, for det er gjort med så stort emotionelt overskud og tilbagelænet elegance, at det er en næsten uforskammet og nævenyttig sikker opvisning i stil med stort S. inden de takker af får Staples sagt godnat med et glimt i øjet, mens han kalder Koncerthuset en lille smule anderledes end Vega – stedet de indtog sidst de besøgte Danmark – og efter den lille instrumentale lukker mødes Tindersticks af bragende bifald og stående ovationer fra samtlige mennesker i den fyldte sal. Begejstringen vil ingen ende tage og bandet kommer ydmyge og tydeligt benovede ind på scenen igen. Magien genskabes, da de isætter ”If She´s Torn” fra Simple Pleasures, og lækkert og smidigt crooner Staples sig igennem herligheden til publikums udelte begejstring. Her har han alle i sin hule hånd og kunne med garanti recitere telefonbogen og slippe umådelig sikkert fra det.

Én gang til bliver de hidkaldt med stort bifald og styrer med et enkelt afslutningsnummer koncerten sikkert i hus. Synligt glade modtager de folkets hyldest for sidste gang.

Kun ét nummer fra mesterværkerne Tindersticks (First Album) og Curtains og ingen fra hovedværket og i manges øjne Tindersticks ubestrideligt bedste album; bestselleren Tindersticks (Second Album), kan siges at være for lidt, for det er her guldet ligger. Omvendt må man konstatere, at de skiver ligger mere end femten år tilbage, og man kan vel ikke anklage bandet, for ikke at tygge drøv på fortidens mesterlighed.

I aften sparkede Nottingham-kollektivet godt og grundigt til formodningen om, at de ikke kan komme uden om de tre første vise sten, og viste at de har ufattelig mange store numre spredt over hele repertoiret og ikke mindst, at The Something Rain godt kan gå hen og opnå fremtidig klassikerstatus.

En perfekt og formfuldendt aften med et band der tør dvæle ved stilheden og ligeledes give køb på fornuften og brage manisk igennem. Organisk, rig på stemninger, flot opbygning fra det sarte og asketiske til det mere voldsomme og utrygge. Simpelthen den bedste koncert fra Tindersticks hånd i umindelige tider, og Koncertsalen skal sandt for dyden have del i taksigelsen, for den passede fantastisk som eventyrlig ramme om Tindersticks lyd og prosa.

Tags from the story