10.04.11 – Black Mountain – Lille Vega

Foto: Jessica Miller

Tungstemt søndagsseance med lidt vokalknas

Der var stuvende fuldt denne søndag i Lille Vega til canadiernes psykedeliske tungrock. Tidligere besøg på disse kanter har været gode og Black Mountains koncert på Loppen for bare et halvt år siden, var et glimrende eksempel på hvor suveræne bandet er, ikke bare på skive, men så sandelig også live. Legende let og fuld af jamglæde gør Vancouverbandet altid en livesituation med deres 70´er inspirerede rock til en udpræget fornøjelse. Eller let er vel et forkert ord for tyngde er nærmere temaet, når de udfolder sig på scenen. I aften var ikke helt så overbevisende som tidligere, men mere om det senere.

Først skulle californiske Spindrift løfte et søvnigt søndagspublikum og det er sjældent en nem opgave for et supportband. De klarede dog opgaven fornemt, for der var tydelig begejstring når man kiggede sig omkring i rummet. Kvintettens obskure surf´n´western blev sat i scene af en flok spøjse karakterer. Guitaristen og frontmanden Kirpatrick Thomas ligner Anders Lund Madsen udsat for cowboyhat og westernoutfit. Bassisten Henry Evans er en levende dubleant af en ung Geezer Butler, når han rocker ud på sin doubleneck bass på helt Spinal Tapsk vis og bag keyboardet er Julie Patterson virkelig et skue for husarerne. Vokalerne er mestendels gjort af nynnen, hyl og støn, mens der indimellem går vel rigeligt Hank Marvin udsat for spaghettiwestern i den for min smag. Det bliver mere fjollet end godt er. Efter en lille håndfuld numre sætter stilstanden og monotonien ind, men publikum lader til at være godt underholdt, for klapsalver og begejstrede udråb sendes mod scenen efter hvert nummer. Et langt psykedelisk og keyboardtungt nummer viser, hvorfor de er valgt til supporttjansen, men da de slutteligt skifter til shamansk stammedans med Vega som indiansk svedhytte, er jeg stået af.

Hovedattraktionen går på til keyboardtonerne af ”Wilderness Heart” og som sidste person på scenen slentrer Amber Webber, som vel livemæssigt trækker fokus og opmærksomhed, ikke kun på grund af sin sublime stemme, men også fordi hun har uforstillet babefactor. Hendes præstation er i aften ikke i top og hun beder adskillige gange lydmanden justere på monitor og mic. I forhold til Loppen sidste år har hun en del vokale udfald og hendes stemme forsvinder desværre på steder hvor den skal bære hovedrollen. Ærgerligt, men ikke katastrofalt.

Bandet henvender sig tydeligvis til et bredt publikum aldersmæssigt. En del er af ældre dato, også i den del af livet hvor man skulle mene rock´n´roll alderen er overskredet. Blottede isser og vigende hårgrænser går igen mange steder i salen. Cool at tung rockmusik ikke uddør hos folk, blot fordi terminer og børnebidrag fylder mere end life in the fast lane.

Bortset fra Webbers vokale grums i maskineriet er lyden som vanligt god i Stauningsalen. Stephen McBeans fede spade ligger godt i lydbilledet, både hvad angår soloer og rytme. Jeremy Schmidts tommetykke Pink Floydske orgelflader fylder rummet og musikken godt ud og Matt Camirands bas er præcis så tung og dynamisk som altid. Og så er det altid en fornøjelse, at beskue hårdtarbejdende Josh Wells´ tæske tønder med en potens og råstyrke som Hulk Hogan. I det hele taget er det et tændt og medrivende band, der trækker os igennem det tredelte bagkatalog, om end vægten hælder mod In The Future og Wilderness Heart.

Retrorockerne får gulvet til at svaje og gynge og selvom ugens helligdag er svær at arbejde med, får det sorte bjerg alle i sving. Og gynge er hvad man gør til Black Mountains smittende psychrock numre. De kan som få give en en hypnotisk følelse, mens musikken står på. Tid, sted og fodfæste forsvinder momentant, når man er til canadisk audiens. Særligt under numre fra den mere flydende og jammede In The Future viser de deres force som eminente melodi-opbyggere. Selvom lyden ikke sidder så knivskarpt som på Loppen, bliver det rigeligt opvejet af bedre udsyn. Til gengæld mister koncerten lidt momentum mellem numrene. Ikke at man skal fyre vittigheder eller kække bemærkninger af i ét væk, men energien trækkes altså en smule ud af koncerten, når der stort set ingen kommunikation er fra band til publikum.

De Black Sabbath lydende rockere ”Let´s Spirits Ride” (den fik vi ikke på Loppen) og ”Rollercoaster”, lå lige i røven af hinanden og fungerede helt efter hensigten, som flade lussinger inden bandet gik af scenen. Dog fungerede Webbers vokal slet ikke under sidstnævnte og det er sgu en skam, når omkvædet sætter ind.

Én time så forlod de os og selvom de blandt andet serverede ”The Hair Song” med sine geniale basgange og sprøde guitarsoloer som ekstranummer, til udelt begejstring blandt publikum, er små 75 min. for lidt med tanke på deres geniale bagkatalog.

Ærgerlig knas med vokalen og for kort spilletid rykker dog ikke ved, at Black Mountain langt hen ad vejen leverede varen og er et af de fineste bud på psykedelisk retro-tungrock der findes.

Tags from the story
,

Skriv et svar