10.10.06 – Ryan Adams & The Cardinals – Store Vega

ryanadamsandthecardinals-presse2007-565x377

Ligegyldigt guitarlir fra Ryan Adams & The Cardinals

Der var skruet helt ned for forventningerne før tirsdag aftens koncert med superkrukken Ryan Adams. Alt andet ville dog også have været katastrofalt, for det, der blev leveret af Adams og co. var simpelthen ikke godt nok, og musikken kom aldrig rigtig ud til et publikum, der derfor aldrig slap tøjlerne for at give sig hen og engagere sig i koncerten. Sjældent har undertegnede set et udsolgt Store Vega være så dødt.

Det var egentligt Ryan Adams’ egen skyld. For når han eksempelvis kan levere numre som ”New York, New York” og ”To Be Young (Is to Be Sad, Is to Be High)” i så helt igennem forfærdelige versioner som tilfældet var, ja, så er det sgu svært at holde modet oppe. To numre, der burde have hørt til højdepunkterne var blevet maltrakteret og omarrangeret på en måde, der ikke engang ville gøre dem værdige til Københavns mest snuskede værtshus.

Blandt de få højdepunkter var ”Dear Chicago” og ”Magnolia Mountain”, der begge fungerede fortrinligt – det på trods af, at ”Magnolia Mountain” kom til at lide under en elektrisk guitar, der under for mange af sangene kom til at fylde alt for meget. Højdepunkterne var få og ikke engang en publikumsbasker som ”Let It Ride” kunne sætte rigtigt gang i løjerne. Det blev simpelthen leveret uden den saft og kraft nummeret fortjener.

Inden ”Let It Ride” henvendte Ryan Adams sig til publikum, hvilket ikke skete så ofte. Men det var faktisk de få gange dette skete, at koncerten var bedst. Når musikken var væk, og Ryan Adams fik lov til at dele sit forvirrede sind med dem, der kunne forstå hvad der blev sagt. Historierne viste, at superkrukken, der bestemt ikke var krukket denne aften, egentligt var i fint humør – musikken fungerede bare slet ikke…

Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar