10.11.06 – Juliana Hatfield & Ed Harcourt – Loppen

edharcourt-presse2007-565x377

Singer/songwriteraften deluxe

90’er-gudindens tilbagevenden

Juliana Hatfield har ikke gjort meget væsen af sig siden de gyldne dage i starten af 90’erne, hvor hun både havde mindre hits i eget navn, og som on/off medlem af The Lemonheads. Og hun gør da heller ikke meget væsen af sig, da hun nærmest lister op på scenen og starter aftenens dobbeltkoncert på Loppen.

Hun er spinkel og sårbar på scenen og snakken i barområdet overdøver næsten den spinkle pigestemme, som ikke er ældet meget siden hendes hey-days i starten af 90’erne. Men her er ingen backingstøtte. Det er bare Juliana alene. På nogle af numrene var manglen på backingstøtte tydeligt i sit fravær. Barometer-hittet ”My sister” skærer noget skarpere igennem, når de to andre fra det hedengangne Juliana Hatfield Three lægger nummerets bund. Sangens kvaliteter er stadigt tydelige i solofremførslen, men nerven og energien? Ikke så meget.

Juliana Hatfield har skrevet nogle lækre guitarkompositioner, kan håndtere dem og flere af dem holder fint i denne levering, hvor alt er skåret ind til benet. Og det er vel også derfor dette kan gå. Men det er nu lidt trist. Aldrig helt stor i 90’erne, men dog et navn. Og nu – en Juliana Hatfield alene, som selv sælger cd’er efter koncerten, og beder os om at købe dem, fordi de er så tunge at slæbe med op i flyet, når turen går tilbage til USA om et par dage. Som må starte forfra på flere sange, fordi hun ikke lige brød sig om den måde hun fik startet på. Alene på scenen – hendes ansvar alene. Og en nærmest diminutiv udstråling.

Men ser man væk fra scenen, overrumples man igen. Den spinkle stemme kan indeholde så megen styrke, vrede, desperation. Der er stadig noget kraftfuldt, noget insisterende over damen. Og biddet kommer især i slutningen af koncerten, hvor bl.a ”Rats in the Attic” fra albummet Made in China (2005) og ”Ugly” fra Hey Babe (1992), bliver leveret med en hjerteskærende ømhed, og forsikrer os om at der har været og stadig er noget at give af inde i det lille spinkle kvindemenneske, som står så alene og udsat på scenen.

(6/10)

En musikalsk tour de force

Allerede fra første nummer er Ed Harcourts sceneoptræden noget forskellig fra Juliana Hatfields. For selvom også Ed er alene på scenen, uden backingstøtte, så har han taget lidt mere med end blot sin guitar. Og det vigtigste af hans hjælpemidler er den sampler han sætter i gang allerede til første nummer ”Something in my Eye”, hvor han lægger ud med en stille og rolig trestemmig guitarsekvens, suppleret med klaver. Og guitarsekvenserne indspilles alle live på scenen, hvorefter de samples og loopes. Et trick som Ed Harcourt med jævne mellemrum gentager i løbet af koncerten, og kun med stigende succes til følge. Instrumenteringen og arrangementerne bliver mere og mere komplicerede, og udtrykket løber over med musikalitet, entusiasme og ren og uforfalsket glæde.

Samme glæde gør sig gældende når Ed Harcourt slår sine folder ved klaveret – som en rigtig lille klavervirtuos. Det nærmer sig orgastiske højder. Og falder skam også i publikums smag, endda så meget at en enkelt publikummer råber ”NO! Play the piano!”, da han forlader klaveret efter et par sange, for at vende tilbage til guitaren. Men nej, den herre tager ikke mod ordrer: ”I’m not your monkey-boy!”, lyder svaret med forbløffende hurtighed, bid og dog et afvæbnende glimt i øjet. For den gode stemning er definitivt i højsædet. (Også selvom publikum opfordres til at krydre ”Born in the 70’s” med den noget så yndige sætning: ”We don’t really give a fuck about you”).

Gennem hele koncerten er Ed Harcourt i sit es på scenen – charmerende, velsyngende, velspillende og udadvendt. Og spændvidden er bred: Tom Waits skinner igennem på ”I’ve Become Misguided” med forvrænget mikrofon og americana-guitar, som spilles så støvet hvirvler under Loppens lavloftede scene, transformation til en crooner fra 40’erne på ”Until Tomorrow Then”, speedklaver og høj teatralskhed på ”Scatterbrain”, foruden naturligvis de utrolige samplingsessions, som kombineret med Ed Harcourts vindende væsen gør, at selvom han måske nok er alene på scenen, så er han aldrig rigtigt alene.

(8/10)

Tags from the story
,

Skriv et svar