10.12.09 – Yes – Amager Bio, København

Foto: Sanne Fredskov Meedom
Foto: Sanne Fredskov Meedom

Yes! – We Can

Der har lydt mange mere eller mindre lødige kommentarer, da jeg proklamerede, at jeg skulle ind og høre Yes. De fleste byggede på den antagelse, at Yes i dag ikke har noget som helst at byde et publikum, endsige være i stand til at betjene deres instrumenter grundet alderdom, almindelig slidtage og det faktum, at det i år er 40 år siden, Steve Howe og Chris Squire, som i hvert fald har rundet de 60, udgav deres debutalbum. Men et talstærkt publikum denne torsdag aften i udsolgte Amager Bio fik både en engageret, varieret og underholdende tour de force i Yes’ omfattende bagkatalog. Leveret af d’herrer plus Alan White på trommer, som sluttede sig til progrockcirkusset da den oprindelige King Crimson-trommeslager, Bill Bruford, forlod bandet umiddelbart før udgivelsen af Close to the Edge i 1972. Brufords mere jazzede trommespil, blev erstattet af en lige så teknisk tight og velspillende trommeslager, men med en langt mere konventionel tilgang til sit spil, hvilket også var tydeligt denne aften. Alan White har måske ikke den store råstyrke mere, men han leverede et upåklageligt rocket grundspil, der virkede som et solidt fundament for bandets reelle frontmænd, Howe og Squire.

Med sig havde Yes to nyere medlemmer, hvoraf den ene, Oliver Wakeman, er søn af det tidligere Yes-medlem på tangent, Rick Wakeman. Og på imponerende vis trådte sønnen ind i faderens lydspor og leverede et rutineret opspil til de komplicerede rundgange i nogle numre, der tilsammen spændte over tre dekader.

Det eneste helt nye medlem og på vokal var den canadiske David Benoit, som blev opdaget som sanger i et Yes-kopiband, og som afløste den sygdomsplagede Jon Anderson. Benoit leverede en skræmmende god Andersonsk vokal, og kunne også nå de kritiske toner i kontratenoren. Det eneste minus var den noget undselige fremtræden, hvor han lignede en mellemting af Dick Turpin og en damefrisør. Så er det altså svært at begå sig ved siden af en så karakteristisk guitarist som Howe og ikke mindst et i alle henseender kolossalt menneske som Chris Squire. Både med sit voluminøse basspil og sit imposante korpus fyldte manden meget på scenen, og fik den stakkels Benoit til nærmest at ligne en hobit ved siden af.

Musikken var i koncertens første halvdel præget af den typiske 70’er sound, og vi fik også et par numre fra albummet Drama fra 1980, som bandet traditionelt ikke har spillet fra, da Yes på det tidspunkt havde Trevor Horne på vokal i stedet for Anderson. Drama er faktisk et ganske udmærket album, og det var en fornøjelse at høre både ”Machine Messias” og ”Tempus Fugit”, som har en langt mere heavy lyd end det tidligere Yes-materiale. I det hele taget var sidste halvdel af den over to timer lange koncert mere rocket og bastant i lyden. Og bortset fra det kommercielle hit ”Owner of a Lonely Heart” fra 90125 (1983), som er en sær blanding af mainstream poprock og syntetisk lyd, fik Yes deres rockkavalkade til at hænge flot sammen i et konstant afvekslende lydbillede, fra komplekse guirlander af forløb til rene akkorder og klangflader.

For lige som at sætte det hele i relief sluttede aftenen af med ”Starship Trooper” fra The Yes Album fra 1971 og ”Roundabout”, ligeledes fra ’71, men fra albummet Fragile, hvor også Rick Wakeman optræder for første gang i besætningen som afløser for Tony Kaye. Numrene satte en fed streg under, at Yes på ingen måder lefler for hverken en ny lyd eller nyere kompositioner. De ved godt, at publikum er kommet for at høre de gamle klassikere, og det er tydeligvis også dem, de selv nyder at spille. Imponerende er det i hvert fald, at den oprindelige trio er i stand til at optræde så indarbejdet og stilsikkert, også fyrre år efter numrene blev skrevet. Bevares, der er ikke meget spræl i de ældre herrer, selvom Chris Squire momentvist opførte en gumpetung dans hen over scenen, med sin lige så tunge Rickenbacker i næverne. Men det tilgiver man nok, når man får mulighed for at genopleve noget musik, som nærmest hører en anden tid til. Faren for at blive til en anakronisme lå lige for, men Yes aflivede den frygt med hårdt arbejde og nogle numre, der stadig holder distancen.

Tags from the story

Skriv et svar