11.02.10 – Joakim Thåström – Store Vega, København

thastrom-swe-presse2009-565x377

Svensk troubadour og anarkist på hjemmebane i Vega

”Jag tänkte, att det skulle fungera”, sagde den 52-årige sanger og sangskriver, Joakim Thåström, da han kort inde i koncerten på Vega torsdag aften havde leveret sin sang om “Sönder Boulevard” fra albummet Skebokvarnsv. 209 fra 2005. Der var dømt fællessang, da svenskeren hyldede det Vesterbro, der engang var inkarnationen af randeksistenser, med Ole Jastraus selvdestruktion fra Tom Kristensens litterære klassiker Hærværk fra 1930 til en uendelig sårbar skønhed med asfaltjunglens spraglede beboere gennem tiden. En skønhed, der bedst kommer til udtryk, når man som Thåström har en stemme, som er skærende nøgen og til stede med en hudløs ærlighed, når han besynger det sted, der er hans andet hjem. Der er nemlig ikke mange, der kan levere den intensitet og tilstedeværelse i sangene, som Thåström mestrer udelukkende i kraft af sin vokal og sit imponerende sangkatalog, der forgrener sig tilbage i tiden til punk med Ebba Grön, folkrock med Imperiet, industrial med Peace, Love and Pitbulls og en efterhånden omfangsrig soloproduktion.

Thåström er på mange måder blevet en skandinavisk stemme, der både behersker den blide vise, den burleske cabaret, den rustne ballade og den frembrusende, tunge industrial-rock. Han bevæger sig fortroligt mellem kunstnere som Mikael Wiehe og Bellman, med en kvalitet som en ny generations Cornelis Vreeswijk, samtidig med, at den malmtunge, dystre rock tydeligvis løber i årene på hans benede krop.

I Vega fik vi en rundvisning i det Thåströmske galleri med afstikkere til Imperiet, Wiehe og sågar til den lige så anarkistiske rockpoet C.V. Jørgensen med nummeret ”Indian Summer”, der blev tonset af med lige dele indestængt raseri og stor følsomhed. Det var dog de gamle Imperiet-numre, der fik energien i salen til at sitre, og især numre som ”Fanfanfan” og ”Du ska va President” gik rent ind hos publikum. Numrene fra det seneste album Kärlek är för dom fra 2009 havde derimod ikke den store gennemslagskraft, selvom både titelnummeret, ”Kort biografi med litet testamente” og ”Långtbort” er numre, der vokser med tiden.

Med sig på scenen havde Thåström fem lakajer, der fordelte sig med henholdsvis guitar, bas, trommer og så to på henholdsvis tangent og en mere syret labtop, keyboard, industrialoperatør, der for sidstnævnte gav sangene en larmende indpakning, der nogle gange var lige ved at vælte læsset. Men fordi Thåström også indeholder denne lydmæssige dimension, særligt kommet til udtryk med hans projekt i Peace, Love and Pitbulls, fungerer det støjende med det arkaisk svingende i sangene. Der er både eksplosionsagtig kraft, malmtung, dyster rock og en sjælfuld visesanger i Thåström, og denne aften oplevede vi en elektrisk og momentvist meget støjende udgave af den insisterende sanger.

At Thåström er i stand til at udvikle sig som kunstner og genopfinde egne sange, kan man stifte nærmere bekendtskab med på den seneste udgivelse Be-Bop-A-Lula hela jävla dan, som blandt andet indeholder genindspilninger af tidligere numre, en live-dvd og et sjældent interview.

Tags from the story

Skriv et svar