11.11.05 – Spleen United – Pumpehuset

Foto: Søren Solkær Starbird
Foto: Søren Solkær Starbird

Synths unlimited

Spleen United rider i øjeblikket på en bølge af succes, og bandet kan se tilbage på 2005 med tilfredse miner og et kæmpe smil på læben. Pladekontrakt, en sang i heftig rotation på radiobølgerne og en stribe af succesfulde koncerter, joh kvintetten fra Jylland kan sgu et eller andet.

Allerede før debutalbummet Godspeed Into The Mainstream udkom i september, var Spleen United et samtaleemne i musikinteresserede kredse. Ja, man kan måske endda gå så langt som at sige, at der var en vis hype omkring gruppen. Koncerter har det ikke skortet på det sidste år, men spørgsmålet er, om de lunefulde forenede drenge ikke har spillet sig selv trætte?

Badet i blodrødt lys, der fik scenen til at minde om en underjordisk, primitiv hule, gik Spleen United på og mødte et Pumpehus pakket til randen. Efter en solid opvarmning fra de melodiøse , guitarbaserede Green Concorde var publikum klar til en omgang tung, synthesizer lyd, samt lidt fest og farver.

Den første musikalske ret, der blev serveret, var en skinnende, ny komposition – uden en titel, men alligevel finurlig velkendt. For det er netop det, der er styrken, men så sandelig også svagheden ved Spleen Uniteds musik: velkendtheden. Man kender ligesom lyden og ved nærmest nøjagtigt, hvad, der venter rundt om hjørnet: storladent, til tider meget dystert, men dansabelt synthmusik. Det fik vi i ubegrænsede mængder. Drengene dansede, spillede og sang deres røv i laser, så sveden drev ned af dem i spandevis, mens de førte os igennem deres album, uden at vakle eller tabe nogen fade på gulvet. Men alligevel manglede der et eller andet, for publikum fulgte dem aldrig rigtigt lige i hælene. Selvfølgelig var der skrig og skrål under ørehængerne “Heroin Unltd.” og den nye single “Peak Fitness Condition”, men som en anden koncertgænger udtrykte det “Kun en tredjedel klapper, hvor fanden er de?!!”. Om det var bandet eller publikum, han mente, vides ikke, men han havde fat i en pointe om aftenens koncert – for der manglede kommunikation mellem salens parter. Publikum var tøvende fra starten og overgav sig aldrig 100 %. Måske pga. det blændende lys, der fjernede bandet fra rummet langt det meste af tiden, og gjorde dem til anonyme skikkelser på en dunkel scene, eller måske var det den lidt generte holdning fra gruppen, der virkede distanceret, om end taknemmelig overfor massen.

Spleen Uniteds lyd fanger og svøber sig om dig i noget nær klaustrofobisk omfang, når den ikke er i færd med at give dig en musikalsk lussing med sine gigantiske energiudladninger. Men alligevel løb man lidt sur i det. Sangene gled ind i hinanden sammen med de monotone rytmer, der kun blev afbrudt i ny og næ af et mellemspil, der tog revanche for resten af melodien. Man blev ikke decideret træt af musikken, men mat i sokkeholderne og lidt ligeglad. Måske var det i virkeligheden det, der skete for de fleste i det svedige Pumpehus en kold fredag nat, efterhånden som mætningspunktet blev nået hos hver enkelt.

Tags from the story

Skriv et svar