11.12.05 – Gogol Bordello – Knaack Club, Berlin

gogolbordello-usa-presse2008-565x350

Sigøjner-punks indtager Berlin

Undertegnede stiftede første gang bekendtskab med Eugene Hütz og hans umiskendelige østeuropæiske accent i Scott Crarys film Kill Your Idols (2004) om New Yorks no wave-scene i de sene 70ere og tidlige 80ere. Her optræder han som én blandt flere repræsentanter for de bands, der i dag har deres rødder i no wave-bevægelsen, og man rives som tilskuer øjeblikkeligt med af Hütz’ karismatiske person og visionære tanker om musik, og hvad musik skal kunne.

I samme grad, men på en ganske anden vis blev publikum revet med fra første sekund, da Gogol Bordello indtog scenen efter de to supportbands, Scotch Greens og Throw Rag, som havde varmet solidt op på Knaack’s intime venue i Berlin søndag aften. Her var der virkelig tale om interaktion fans og band i mellem, som da en af de kvindelige groupier rakte op og åbnede Throw Rag-forsanger Sean Does bukser og hev dem ned om anklerne på ham. Doe fortsatte ufortrødent i sine røde tangaer og lagde således lemfældigt stilen for resten af aftenens show. Hütz tog mildest talt tråden op, da han siddende på en stortromme lod publikum bære sig rundt højt hævet over Knaacks upolerede gulve.

Med Gypsy Punks, der udkom dette efterår, viderefører Gogol Bordello deres forunderlige miks af forskellige genrer og stilarter, som de selv kalder ‘gypsy punk’ og som indebærer højspændte harmonikarytmer, hidsige violinstrøg, bombastiske stortrommerytmer, og hvad man ellers kan forestille sig af utraditionelle – i hvert fald i vestlig henseende – lydkomponenter. Hütz og hans skare er bosat i New York, men bortset fra punk og no wave finder det multietniske band sine rødder i det østeuropæiske lydunivers. I nummeret “Mussolini vs. Stalin” sættes der sågar ord på Gogol Bordellos baggrund, og det udmøntede sig denne søndag aften i et fantastisk act, der fra åbningsnummeret “Immy Punk” til det tredive minutter lange art-afslutningsmedley med blandt andet “Punk Rock Paranda” og “Baro Foro” understregede Gogol Bordellos status som årets liveband – et prædikat, de godt nok tilegnede sig allerede i 1999 i New York, men som de utrættelige kroppe på scenen helt og fuldt lever op til i dag. Kroppe, der iført lange underdrenge, militærstøvler og guldkæder gav udtryk for ikke blot at være et dedikeret band, men snarere en form for familie. Og det med et trofast publikum, hvilket man efter blot en enkelt aften i selskab med Gogol Bordello ikke undrer sig et sekund over. Albummet er produceret af Steve Albini (Nirvana, P.J. Harvey, Pixies) og med numre som “Not A Crime” og “Dogs Were Barking” udgør Gypsy Punks en sand smeltedigel af musikalske indtryk. Dette blev også manifesteret denne aften på Knaack – grænser blev brudt ned, ikke blot mellem genrer, men også mellem øst og vest, gammelt og nyt. Gogol Bordello beviste i sandhed, at de er et mageløst band. Bag sigøjnertørklæder, læderkasketter og Bronx-huer viste sig en samling ildsjæle, der på anarkistisk vis forenede lydudtryk efter forgodtbefindende og med sjælden energi skabte deres helt eget musikalske rum. Her herskede visionen om at bryde det gamle ned og bygge noget nyt op. Og om at gøre det ustandseligt og i én uendelighed.

Tags from the story

Skriv et svar