12.05.11 – Kurt Vile & The Violators – Lille Vega

Blandede indtryk fra Kurt Vile

Der var lagt op til et brag af en koncert da Kurt Vile og band indtog et udsolgt Lille Vega torsdag aften. Folk var kommet for at høre den amerikanske lo-fi-indie-rocker, der siden 2008 er blevet lidt af et samtaleemne i visse kredse. Og med rette, for med fire gode albums siden 2008 har Kurt Vile for længst bevist, at han er en man skal regne med. Ja, spørgsmålet gik egentligt ikke på, hvor god koncerten ville blive – for den ville helt sikkert blive rigtig god – men snarere på hvilken stil Vile ville lægge sig opad; den nye pæne fra Smoke Ring For My Halo, der udkom tidligere i år, eller den mere syrede fra tidligere?

En antydning af svaret på spørgsmålet kom hurtigt. Ja egentligt før musikken overhovedet startede, for på scenen var Kurt Vile omgivet af The Violators, der alle havde langt sort hår, og der alle primært havde det hængende ned over øjnene. Havde påklædningen båret mørkere nuancer end tilfældet var, så ville man have forventet dyb growl, dobbeltpedal og distortede guitarer. Lyden var da også langt fra den pænere lyd, der præger Kurt Viles nyeste album og i stedet blev der serveret en solid omgang syrerock med de obligatoriske guitarsoloer, som der var rig lejlighed til at levere i et setup bestående af tre guitarister.

Det hele blev desværre til en noget rodet affære og af og til lød det som en ikke helt vellykket jamsession. Trommerne var lidt for dominerende og Kurt Viles vokal lå en anelse for langt tilbage i lydbilledet, og så var der alt for meget rumklang på vokalen. Om der var mere rumklang end der er på plade kan jeg ikke helt bedømme, men denne aften lå vokalen ofte og svævede mellem instrumenterne.

Det var nu ikke dårligt det hele. Særligt ”Breathin Out” fra Constant Hitmaker (2008) trak op, og her viste Kurt Vile and han faktisk er en rigtig god sanger. På en del af aftenens andre numre valgte han at råbe når, der kom et melodisk vokalstykke, hvilket især ødelagde den ellers fremragende ”Freak Train”. Fra det nye album skilte især de afdæmpede ”Peeping Tomboy” og ”On Tour” sig ud som positive indslag. På ”On Tour” finder man tekststykket:

I want to write my whole life down
Write it down and burn it down to the ground
I want to sing at the top of my lungs
For fun, scream annoyingly
cause that’s just me
Being Me, Being Free

Og det er måske det det hele handler om. At Kurt Vile gør hvad han vil og ikke bekymrer sig om andres forventninger. Sådan skal det også være, men at han ikke havde valgt at tage ”Society Is My Friend” kan dog godt ærgre. Og at dømme ud fra et par af tilråbene fra et par publikummer, så var der flere, der gik skuffede hjem over ikke at have hørt netop det nummer.

Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar