12.08.14 – Bonobo – Store Vega, København

Foto: Andrew de Francesco
Foto: Andrew de Francesco

Downtempo electronica eksekveres af Bonobo og dygtige musikere, som giver nyt liv til musikken

Bonobo, kald det elektronisk loungemusik

Bonobo aka den britiske Brighton-baserede DJ Simon Green, optrådte tirsdag aften, som en del af Strøm festival i et udsolgt Store Vega. Undertegnede var overrasket over det store fremmøde til koncerten, som nærmest var blevet hypet på Facebook, efter koncerten var blevet udsolgt. Eller også var det fordi, at der rent faktisk er mange danskere som er glade for melodiøst, velproduceret, chillet beat-drevet musik som bruger virkemidler fra hiphop, funk og dub. Jeg selv lærte Bonobo’s musik at kende på Days To Come fra 2006 og gennem hans samarbejde med den britiske, sjælfulde sangerinde Andreya Triani, som han deler pladeselskab Ninja Tune med, på nummeret “The Keeper” fra Black Sands albummet fra 2010. Bonobo’s seneste album, der udkom derefter, The North Borders fra 2013, har ligesom Black Sands en tilbagelænet vibe, på både instrumentale numre og numre med lånte kvindelige vokaler. Aftenens opvarmning Inga Copeland havde efterladt Store Vegas sal svedig og begejstret, med sin lidt dystre vokal og tunge beats. Nærmest hele København var samlet, i aldersgruppen 25-40 år, og alle der interesserede sig for elektronisk musik var mødt op. Thomas Madvig stod i køen, og mon ikke også Trentemøller var  tilstede? Det var udsolgt, og man kunne godt mærke at der manglede plads i hele denne masse af glade koncertgæster. Der blev ivrigt hældt fadøl indenbords og kæderøget smøger ude på balkonen op til at Bonobo  og hans live-band stod klar på scenen.

Fængende melodier i atmosfærisk univers

Han lagde stærkt ud med hittet “Cirrus” fra det seneste album, der satte gang i festen og et dansende publikum, som virkede til at have efterlyst en lejlighed til at danse. Vega havde sørget for et fantastisk lysshow og visuals, og fire-mandsorkesteret bakkede op om Bonobo’s synthesizer. Simon Green er tydeligvis et musikalsk talent, og tog flere gange bassen frem og frembragte de tunge basgange, der kendetegner hans musik. Han havde nogle dygtige folk i bandet; manden på blæseinstrumenter fiskede både klarinet, saxofon og fløjte frem, mens trommeslageren gav pragtfulde, taktfaste trommeslag, som man kunne mærke i mellemgulvet. Mange numre var instrumentale, men flere gange kom sangerinden Szjerdene på scenen, klædt i glitrende, grøn udringet kjole med bindi i panden, og bidrog med sin luftige stemme og sensuelle armbevægelser. Det var især lækkert, når Bonobo spillede noget mere afdæmpet, der blev afløst af fuldtempo numre.

Bonobo æder sig ind på publikum

Publikum var taknemmelige, og flere tilråb kom med på vejen. Det var som var de i ekstase og ikke kunne få nok af atmosfærisk, mellow musik, der det ene øjeblik kunne give associationer til et kraftfuldt vandfald, regndråber på en rude eller sollys som strømmede ind af vinduet på en søvnig sommerdag. Chillout-bølgen må siges at høre fortiden til, men den aften var det en nødvendighed for 10’ernes moderne bymennesker. Det lod til at selv Bonobo blev overrasket over folks begejstring, da han i mellem numrene fik fremsagt “It’s good to be back” og nærmest i forlegenhed fortalte, at han var glad for at være i København, og det var ærgerligt, at der skulle gå ti år siden hans sidste besøg, inden han var kommet tilbage. Det der også var bemærkelsesværdigt ved koncerten var, at hvert nummer blev inspireret af en anden musikgenre; hiphop, jazz, og bossanova. Simon Green var også alene på scenen på et tidspunkt, hvor man som tilskuer kunne mærke hans introverte, perfektionistiske musiknørderi – et intimt øjeblik, i en ellers overfyldt sal med svedende gæster.

Blæser og slagtøj lader sig medrive og oplagte pauser udnyttes

Manden var måske blevet træt, men Bonobo fik en pause, og den skaldede blæserekspert fik lavet et langt, overlegent solospil, og bagefter fulgte trommeslageren trop med et sublimt, rytmisk trommespil. Det gav en lidt anderledes pause i et ellers rodet repertoire, der vekslede mellem numre fra tre album. Når det blev mere tilbagelænet stemning, var der også flere fra publikum, som så deres snit til opfyldning i baren eller tiltrængt ryge- eller tissepause til en koncert, der også varede halvanden time. Det var ikke skribentens indtryk at det var i negativ forstand, men nærmere et naturligt break til en intens koncert, der krævede en smule mere af lytteren, med Bonobos repetitive instrumentering, samples og strygerharmonier. Det har måske været pga genkendelighed, men undertegnede, og også publikum, gik amok over nummeret “Ketto” fra Days to Come og numrene “Kiara” og “Kong” fra Black Sands. Helt smukt var det, at bandet gik af scenen, og efter megen hujen kom tilbage og spillede ekstranummeret “The Keeper” med Szjerdene bag mikrofonen – så var cirkelen fuldendt. Koncerten havde levet op til præmissen om erindringer om elektronisk chillout musik, og publikum havde ædt det råt. Måske er Bonobos musikstil forældet, men det er tydeligt, at folk efterspørger fortidens lidt blødere musik, frem for de moderne fuldt pumpende toner. De to soloer var nok en anelse for lange, selvom begge musikere havde overlegen beherskelse af deres instrumenter, og det derfor nok var tilladt. Skribenten håber i hvert fald, at der ikke skal gå 10 år igen, før Bonobo lægger vejen forbi Danmark med sin britiske downtempo electronica.

Tags from the story
,