12.10.12 – Veto – Store Vega

Veto på Roskilde Festival 2011 (Foto: Claus Michaelsen)

Gammel kærlighed ruster aldrig.

Veto er i mine øjne eneherskere på den danske elektrorockscene. Unikke og sindssygt effektive i deres rigide udtryk. Vel gør et band som Turboweekend en god figur af international klasse, men hvor de jonglerer indenfor et mere dansabelt fest og farve univers, er Veto anderledes stramme og konsekvent firkantede. Maskinen løber aldrig løbsk og det kan for så vidt både være Vetos force og svaghed. Da de åbnede Roskilde Festivalens Orange scene sidste år, blev de stramme og lidt indadvendte kompositioner en lettere døsig oplevelse, der resulterede i en lidt lunken modtagelse fra et festklart publikum og samhørigheden mellem band og publikum udeblev.

Når Veto er i egne rammer, som i Store Vega i går fredag, er omstændighederne til gengæld helt på plads og oplevelsen bliver anderledes afstemt. Under mødet i det mindre rum og tætheden mod scenen mellem band og tilskuere, er Veto på hjemmebane. Især fordi man er i tæt selskab med gruppens ultimative hovedfigur Troels Abrahamsen, der i en fornem kombination af varme, dedikation og stringent showmanship forfører alle i salen. Han har en stor udstråling og veksler mellem kølighed og glimt i øjet og så synger han fantastisk. Melodramatisk, skånselsløst og med en sørgmodig skrøbelighed på en og samme gang. Som en Robert Smith iført elektro-gevandter og nul makeup. Når Abrahamsen rammer én med sit blik og sine tryglende melankolske strofer af desperat inderlighed, bliver man suget ind i musikken og troværdigheden rammer os som en forhammer. For man drages af sangerens autencitet og hudløshed, der aldrig kammer over, men splintres af de stålsatte maskinelle beats og Mads Hasagers tungt tæskede trommeskind, mens guitarhuggene giver den industrielle sound en rocket feel, der løfter Veto ud af de stramme elektroniske lænker og giver musikken en analog sprødhed. Det er i høj grad de ældre numre, der kan iføre sig rockindeksering og også dem der fortsat fungerer bedst live. De sparker både røv og fødderne væk under de fremmødte, hvorimod numrene fra Everything Is Amplified og især nykomlingen Sinus, har sværere ved for alvor at henrykke, uagtet at de er fremragende på cd.

“It´s A Test” fra debuten There´s A Beat in All Machines og “Spun” fra netop Everything Is Amplified lagde for og der bredte sig hurtigt en vending af ansigtsmasker omkring mig, fra forventningsfuldt smil til en lettere trækken på skuldrene, for uanset hvor fede numre de to er, er det altså ikke det åbningskick, Veto burde starte med. Nuvel, smilene vendte hurtigt tilbage efter det fremragende ”You´re Hard To Get” fra samme skive blev afløst af ”You Are A Knife” fra debuten. Det skød energi i tilhørerne og tilsyneladende også i bandet, der virkelig gik til stålet. Særligt guitaristen David Krog Andersen leverede en energisk indsats, men også bassisten Jens Skov Andersen bør krediteres for en mere end bestået præstation.

Så blev det tid til et indblik i to af de struktur, – og stemningsmættede numre fra Sinus i kraft af ”Four To The Floor” og ”Show Me Where To Go”.  Her blev koncerten underligt uvedkommende og folk i min nærhed begyndte at sludre eller søge baren. Hvorvidt numrene vil vokse på den lange bane er usikkert, men denne aften lod det til at være ukendt og dermed uvedkommende territorium for de fremmødte. Fredag aften er også svær til de mere ambiente forløb og der var ikke tvivl om, hvornår guldet faldt denne aften. ”Spears” fra Sinus gjorde til gengæld flot figur i sin Spleen United lignende finale med fuld fod på House-pedalen.

Sørme om vi ikke blev præsenteret for et covernummer af Phil Collins. ”In The Air Tonight” er et brandgodt nummer, men om det klæder Veto ved jeg nu ikke. I hvert fald synes det overflødigt, når de efterhånden har så mange stærke numre i eget regi.

Resten af koncerten var mildest tal hensat til en Crushing Digits flodbølge, for intet mindre end seks numre i streg, kun afbrudt af ”Upwards” fra Sinus, blev spillet og dét lykkeligvis til udelt begejstring fra det efterhånden lettere kølige publikum. Det blev heldigvis en vinderafslutning fra Vetos hånd og viser hvor træfsikker en skive Crushing Digits er både som bits og live.

Dedikerede musikere er bandet utvivlsomt, men jeg var ikke så imponeret denne gang som ved tidligere besøg. Deres cd’er bliver faktisk bedre og bedre, men desværre omvendt proportionelt med livesituationen, for deres nyere materiale bliver lidt fladt live og koncerten mister kadencen og velvilligheden fra publikum, når det serveres.  Alligevel er det altid en fornøjelse at møde et dansk band med så internationalt potentiale. Abrahamsen er en gudbenådet frontmand og sangskriver, om end han kan fremstå vel skødesløs, mangelfuldt interagerende med publikum og reserveret på en scene mellem numrene.  Det ændrer dog ikke på, at når Veto rammer plet, har de ikke mange herhjemme, der rammer deres niveau.

Tags from the story