12.08.07 – Boredoms – Radiohusets Koncertsal

boredoms-jap-presse2006-565x377

Japanere i Radiohusets Koncertsal

De entreprenante fyre i det lille label/bookerfællesskab Escho har gjort det igen: brugt deres surt opsparede sommerenergi på hvad der meget vel kan gå hen og blive årets bedste koncert. Sidste år var det Gang Gand Dance, også i august måned, i de nu hedengangne Turbinehaller. I år var det det japanske psych-punk-kraut-eksperimental-tribal-orkester Boredoms, på den just hedengangne søndag i Radiohusets Koncertsal.

Hele koncertens setup gav fra start af forventninger om, at det ville blive en aften ud over det sædvanlige; for det første er det sjældent at Radiohusets geniale akustiske rum får besøg af ikke-klassiske ensembler. For det andet havde arrangørerne valgt at placere tislkuerpladser, ikke blot på de traditionelle sæder, men også rundt om bandet oppe på scenen. Denne cirkulære formation havde en næsten rituel aura over sig, fordi den præcist modsvarede Boredoms egen opstilling: tre trommeslagere med front mod hinanden i en cirkel, der lukkedes af de særegne instrumenter af elektronisk og akustisk karakter, der tilhører Eye, den ekstremt energiske frontmand, som startede bandet for over 20 år siden – med et væld af eksperimenterende og meget forskelligartede plader til følge.

Eye var også manden der startede koncerten. På passende vanvittig manér. Med et par underlige elektriske anordninger i hænderne, hvis indbyrdes møde gav både gnister og fuld støjmusik, udførte han et messende tribalt sangforedrag, der ledte op til den pludselig og voldsomme trommeorkan fra de tre fuldvoksne trommesæt ved siden af. Og så var der ellers dømt halvanden time med en aldeles perfekt lyd fra trommende hvirvelvinde, kombineret med 70’er-krautede elektroniske flader og en Eye, der vitterlig er et syn for guder: som en dreadlocket Toshiro Mifune, taget direkte ud af de mest energiske scener fra en 60’er-Kurosawa-film, hoppede han rundt og slog på sit særlige, oprejste syvnakkede slagtøjsguitarinstrument (som lydmanden havde sit store hyr med at holde stående, når først samurai Eye slog rigtigt til med sine trommestikker så lange som stokke). Dette, kombineret med den trehovede rytmesektions fabelagtige evne til – næsten – konstant at finde nye former i deres tranceleg, gjorde denne koncert til en ekstrem energikilde, der må have sat rekord i jublende armstrækninger og stammedans, ikke bare i Radiohusets Koncertsal, men såmænd på mangt en scene rundt omkring i vort lille land.

En tre kvarter inde i koncerten syntes band og dele af publikum at miste pusten, bare en smule, men det fik Boredoms så vendt grundigt op og ned på med et intermezzo bestående af en slags sambadisco med Yoshimi (yes, hende der battler Flaming Lips’ lyserøde robotter) på vokal. Det var måske mere bizart end det var egentlig godt, men det virkede; snart efter var vi tilbage i trancen, og da bandet gik på igen med et aldeles blændende ekstranummer, nåede ens sindstilstand det decideret hen- og forrykte. Og så på en stille søndag. Tak! Og kom endelig snart tilbage!

Tags from the story

Skriv et svar